BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ge til de Ikkeafsindiges Tarv, ved at gjøre det muligt at skaffe hine til Side
uden altfor store eller idetmindste altfor iøjnefaldende Opoffrelser«. 1
At den epidemiologiske afsindighed kunne åbne op for en sådan vurdering af
både den juridiske problematisering og det mangelfulde dårevæsen der allerede
havde været udsat for den nosokomielle kritik kunne også beskrives derhen at
relationen imellem de afsindige, samfundet og dets generelle befolkning rekonfigureredes:
at der indtraf en forskydning i retning af det sociale eller det samfundsmæssige.
Karakteristisk for den epidemiologiske analyse var det således
at den ikke primært interesserede sig for de afsindige der allerede havde været
farlige for andre (i henhold til kriminalretten) eller dem der vurderedes at ville
blive farlige for den offentlige orden (under hensyn til socialretten). I og for sig
angik interessen heller ikke primært den totale mængde af afsindige der kunne
konstateres allerede at friste en tilværelse i landets forskellige distrikter (som
internerede, hos familierne, eller under andre ukontrollerede forhold). Den
epidemiologiske analyse koncentrerede sig derimod især imod dem der for nylig
havde bevæget sig fra befolkningens almene gruppe og ind i denne kategori
(den aktuelle afsindighed), dem der vedvarende bevægede sig frem og tilbage
imellem disse grupper (den virtuelle afsindighed), og i særdeleshed dem der
uden endnu at være afsindige kunne estimeres at måtte blive det (den potentielle
afsindighed). I kraft af denne interesse kunne afstanden imellem den generelle
befolkning, samfundet og de afsindige dermed siges at blive kortere.
I dette perspektiv og med denne udsigt blev afsindigheden principielt en
problematik der vedkom alle og enhver i og med at alle og enhver (og dette på
en ganske anden måde end i henhold til den enkeltes sikkerhed) kunne komme
i forbindelse med en sådan form for afsindighed, hvad enten det var som patient
eller som pårørende. Denne afsindighed var stadig problematisk, men på en
anden måde end tidligere. Den afsindighed der hørte til epidemiologien var ikke
alene problematisk i den forstand at den afsindige, med en vis afstand, kunne
blive et problem for den der principielt var et andet eller et fremmed medlem
af samfundet; den epidemiologiske afsindighed var derimod problematisk i
den tidsforskudte forstand at den afsindige, nu med en anderledes nærhed,
kunne vise sig at blive et problem for ethvert medlem af samfundet selv eller
1 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), p. 6.
489