BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

levet fremført af mange andre stemmer i årene forinden og i hvilken den slesvigske
anstalt syntes at fungere som en slags implicit rettesnor. 1 »Anstalterne
for Afsindige lade endnu meget tilbage at ønske, især i Kongeriget«, skrev Bergsøe
og fremhævede såvel manglen på eksisterende anstalter som det mangelfulde
ved de anstalter der allerede bestod for de afsindige. »En Deel af disse
Ulykkelige«, hed det for det første, »holdes i privat Indspærrring, ikke sjældent
i Indplankninger og Bure, uden Control fra det Offentliges Side, og ere da hyppigen
udsatte for grusom Behandling af følelsesløse Slægtninger, hvem de ere
til Bvrde«. 2 Af sådanne private dårekister havde en optælling i 1840 fundet 49 i
Jylland, 25 i Fyns Stift og 37 i Sjællands Stift, eller i alt omtrent 140 i hele kongeriget,
om end der sandsynligvis fandtes væsentligt flere da de private indespærringer
ofte var hemmeligholdte og vanskelige at opspore. 3 I 1844 kunne
Dansk Folkeblad til eksempel berette om et tilfælde i en landsby nær København
hvor en kvinde i omtrent 30 år havde beboet en familiær anordning af
denne art, uden at selv den politibetjent der havde været ansat i lokalområdet i
21 år på nogen måde var vidende om sagen. 4 Ved siden af disse ukontrollerede
opbevaringsforhold, der kritiseredes for deres nærliggende umenneskelighed,
for ikke at tage deres primære hensyn i de afsindiges egne tarv, og for ikke at
være anlagt på nogen form for lægelig behandling af tilstanden, viste optællingen
fra 1840 desuden at yderligere omkring 1.850 identificerede afsindige og
idioter udelukkende var genstand for familiepleje eller lignende privat forplejning,
hvilket ville sige at omtrent 80% af den samlede gruppe af afsindige og
idioter på dette tidspunkt ingen kontakt havde med nogen former for institutionaliseret
behandlingskultur og slet ikke med den planmæssige som anstalten i
1 A. F. BERGSØE: Den danske Stats Statistik: Om forskjellige Statsforvaltningsforhold, Monarkiets
udvortes Forhold, de fjernere Statsdele m. m. (1853), bd. 4, pp. 90-124.
2 A. F. BERGSØE: Den danske Stats Statistik (1853), bd. 4, p. 116.
3 Cf. H. HELWEG: Sindssygevæsenets Udvikling i Danmark (1915), pp. 67-68.
4 Cf. J. R. HÜBERTZ: “Den jydske Stænderforsamling og Daarevæsenet”, Dansk Folkeblad, 9:29
(1844), p. 32. Da øvrigheden til sidt fik mistanke om sagen og tiltvang sig adgang, skulle de have fundet
»et Menneske saa usselt at hun, om hun kunde sanse det mindste, maatte misunde mangt et Dyr. Det
var Gaardens Ejerinde, der i sit 34te Aar havde maattet gøre Plads for sin Datter og vandre ind i dette
Indelukke, hun siden sjældent Forlod«. På samme gård skulle ifølge samme tekst også en anden kvinde
have været indespærret i en sidebygning i knap 20 år, men i dette tilfælde sandsynligvis mod betaling
fra slægtninge der boede andetsteds.
439