BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

måede at klassificere de psykiske sygdomstilfælde på en måde der var relevant
for asylet og dets behandlingskultur, blev også det traditionelle skel eller grænselinjen
imellem fornuftens almene fællesskab og galskabens private ufornuft
omsat i forstyrrede tanker og adfærdsmønstre også mindre relevant at opretholde.
Ikke i den forstand at fremmedgørelsen i de intellektuelle evner ikke
skulle udgøre et kardinalpunkt for den problematisering af sindssygdommene
som klassifikationen både var en del af og et udtryk for, men i den forstand at
gemytssygdommenes mulighed for at gøre sig gældende alene igennem patologiske
forstyrrelser indenfor begæreevnernes psykologisk-moralske domæne
nødvendiggjorde en anden grænse for sindssygdommene end den der kunne
sættes imellem fornuften og galskaben i sin intellektualistiske udgave.
Udover at gemytsygdommenes betydning indeholdt elementer som kunne
udtrykkes dels i kraft af forskydninger i helbredelighedens omfang, dels ved
fordoblingen af en sygdomsklasse der blev opløst og integreret som et princip i
en alternativ klassifikation, var det ligeledes en central konnotation i denne
form for sindssygelighed at den samtidig måtte etablere en ny form for grænseland:
et grænseområde der havde galskaben i de intellektuelle evner som sin
ene demarkationslinje og som sit andet landemærke det område som Howitz 25
år tidligere ifølge sine egne bestemmelser burde have karakteriseret som en
mangel på »Indskrænkning af Fornuften eller Fornuftens Brug«, men alligevel
valgte at kalde »en vis Norm for menneskelig Tænkemaade og Aatraae«, en
»Normal-Tilstand for Menneskeslægten overhovedet«, eller blot som »den almindelige
Sundhedstilstand«. 1 Selvom dette grænseland også kunne havde sine
implikationer for tilregneligheden og straffekapaciteten, var det centrale i gemytssygdommenes
tilfælde at de ikke havde noget egentligt tilhørsforhold til
ambitionen om »at erkjende Mellemgrader og Overgange imellem Afsindighed
og Normal menneskelig Fornuftighed«. 2 Derimod markerede gemytssygdommenes
tilstedeværelse at den væsentlige grænse at forholde sig til når det drejede
sig om den form for sindssygdom som Tryde senere skulle give sin version
af ikke var den der gik imellem galskab og fornuft, men i det hele taget den
1 F. G. HOWITZ: “Om Afsindighed og Tilregnelse” (1824), Juridisk Tidsskrift, 8. bd., 1. hf. (1824): 1-
117; §2, p. 2; §4, p. 17; §9, p. 65.
2 F. G. HOWITZ: “Forerindring” [til: “Om Afsindighed og Tilregnelse] (1824), p. i.
648