BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

c) Det var ikke mindst augmenterne for en ansvarsomfordeling af denne art
der var medvirkende til at der ved stænderforhandlingerne i 1846 endelig blev
truffet afgørelse om et første skidt til et statsligt dårevæsen: i modsætning til de
forudgående forhandlinger to år tidligere blev oprettelsen af sådanne institutioner
således gennemgående tematiseret som en statslig samfundspligt, hvilket
fik sit materielle udtryk i form af den helbredelsesanstalt for afsindige i Nørrejylland
som modtog sine første patienter i 1852 og fik Selmer som ledende overlæge.
1 Men en næsten lige så vigtig implikation af ansvarsfordelingen med forbindelse
til den epidemiologiske problematisering af afsindigheden kom imidlertid
samtidig til syne som omridset af konturen af en anderledes fremmedgørelsesfigur
igennem sygdommens almene kategori.
Trods forskelligheden i deres omgang med konsekvenserne af afsindighedens
civilisatoriske produktionshypotese kunne Selmer og Dalhoff således fra
hver deres side alligevel pege på noget fælles. Trods det at Selmer godt 30 år før
Dalhoff fandt at det alene var staten der kunne påtage sig ansvaret for »denne
Sammenhæng mellem Kulturen og Afsindigheden«, hvorimod hospitalspræsten
talte for at forpligtelsen burde udvides til også at angå civilsamfundet da
statens mulighed for at regulere sin kultur kun kunne række så og så langt ind i
den sociale sfære, kunne de begge siges at rykke ved et hidtilværende grænseskel
af betydning. 2 Begge syntes de at forrykke den skarpt markerede grænse
der førhen havde gjort afsindigheden omtrent lige så fremmed for stat, samfund,
kultur eller civilisation som galskabens vildledte sensus privatus havde
været alieneret fra den almenmenneskelige sensus communis der som mulighed
såvel som virkelighed bandt alle andre sammen i et fællesskab. 3 Idet statsmagten
med sit nye ansvarsressort i henhold til afsindighedslægens argumenter
skulle gøre sig mindre fremmed for de afsindige, og idet den samme bevægelse
burde tilfalde civilsamfundet i henhold til hospitalspræstens senere ana-
behandles, imens sidstnævnte er defineret ved en universaliserende tilgang til problemerne, uanset
antallet af dertil knyttede individer (pp. 114-15, note *).
1 Cf. T. F. NIELSEN: “Fra dårekiste til terapeutisk anstalt: Dansk psykiatri 1800-1850” (2008), pp.
78-85. H. ADSERBALLE: Frihedsberøvelse og tvang i psykiatrien (1977), bd. 1, pp. 117-25,
2 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), p. 115.
3 Se KAP. 2, §7.
498