BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

lingsforslaget ville afstedkomme »ved ikke at ville diagnosticere Melankoli og
Mani«. Men på den anden side kunne Steenberg kun læse Selmer således »at
man efter det ældre Skema gærne kan give en Patients Sygdom en hel ny Diagnose
uden derfor at behøve at lade ham gaa over i en ny Sygdomsform«. Netop
dette forekom Steenberg uforståeligt, »og lige saa ufattelig er mig Forskellen
mellem S.s “Form” og vor “Klasse”. — S.s Paastand, at denne “Operation at skifte
Diagnose” skulde blive hyppigere efter vor Inddeling end hidtil, vil jeg være
saa høflig at antage for en ren lapsus calami, der er ikke det Mindste, der kan
begrunde den; efter vor Inddeling vil en Patient, der lider af en kompliceret
Sindssygdom, aldrig komme til at skifte Diagnose, og den Patient, der kommer
under Behandling i en tidlig Periode af en ren Sindssygdom, kan efter vor Inddeling
i det Højeste kun én Gang komme til at skifte Diagnose; efter det ældre
Skema ville alle Sindssyge, baade de, der lide af en ren og en kompliceret
Sindssygdom, være udsatte for at faa deres Diagnose skiftet en 3—4 Gange; følgelig
vil “Operationen” blive 3—4 eller flere Gange hyppigere efter det ældre
end efter vort Skema«. »Det er ganske sandt«, sluttede Steenberg sit forsvar for
en angiveligt prognostisk inddeling, »at vor Diagnoses Rigtighed i langt højere
Grad end tidligere vil blive afhængig af en paalidelig Sygehistorie; men jo mere
konform med Terapien overhovedet Psykiatrien bliver, des mere vil den blive
alle Lægers Fælleseje, desto paalideligere vil altsaa Sygehistorien blive den vi jo
altid faa fra en Kollega«. 1
Det var også på denne baggrund at Steenberg mere direkte henvendte sig til
de sygdomsudtryk der ifølge forslaget skulle indeholdes i den første af de to
klassifikatoriske hovedgrupper. Samtidig så han imidlertid også et muligt
slægtskab imellem det stillede forslag og dets kritik som Selmer tilsyneladende
også havde været opmærksom på: »At vi ikke have villet bruge de almindelige
Navne, Melankoli, Mani og Vanvid, som Underafdelinger af den akute Sindssygdom,
finder S. højst urigtigt; han kalder dette unaturligt og upraktisk og
stempler vore Motiver som hverken klare, udtømmende eller korrekte. Midt
inde i dette imod os rettede Batteri af grovt Skyts glæder det mig ubeskriveligt
at finde følgende Sætning: “det falder mig (Selmer) naturligvis ikke ind at ville
bestride Rigtigheden af at ville henføre de maniakalske og melankolske Former
1 V. STEENBERG: “Om Sindssygdommenes Inddeling” (1873), pp. 185-86.
680