BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

dens Hyppighed forfejlet«. »Vi maae derfor nærmere betragte denne vigtige
Sandhed, som endnu neppe har slaaet dybe Rødder i den almindelige Bevidsthed.
Thi vel gjør der sig uformærkt stedse en humanere Tendents gjældende
i de gængse Anskuelser af de Afsindige, saa at der nu ikke lettelig mere
skal findes Nogen blandt de mere Oplyste, som for Alvor vil benægte deres Krav
paa Medlidenhed og Bistand; men herved bliver man ogsaa staaende. Man anseer
Afsindigheden som en Tilstand, hvorom der ikke er stort Andet at sige, end
at den er modsat Fornuftighed; som et Onde, hvorved der i Grunden ikke er
Andet at gjøre, end at lade Fem være lige, forsaavidt man ikke kan tale sig til
rette med den Afsindige; som en Tilskikkelse, der vel ligesaa fuldt som enhver
anden kan vente Hjælp og Lindring af Tid og Omstændigheder, men hvorimod
der dog egentlig ikke gives anden Lægedom, end den, man anvender ved moralske
Svagheder og Vildfarelser; som en Forfatning, kort sagt, der kun udfordrer
fornuftig Omgang, Overbærenhed, Opsyn og Forsørgelse med Livets Nødvendigheder.
At Afsindigheden skulde være en Sygdom, derimod har man vel
sjelden Noget ligefrem at erindre«. 1 — At anerkende den sætning at afsindigheden
hverken var mere eller mindre end alle andre sygdomme var dermed det
moment der kunne bringe en række af implikationerne af det epidemiologiske
perspektiv sammen i et hele: ansvarliggørelsen af statsmagten; begrænsningen
af afsindighedens hyppighed i kraft af forsøget på at hæve tilstanden især hos
de kortvarigt syge; udvidelsen af den mere menneskelige inklination med tiltag
der var mere end medlidenhed og plejende understøttelse; samt afsindighedens
egen fremmedgørelse fra den blotte ufornuft, fra moralske skavanker og truende
adfærd, og fra klassen af alle de andre problemelementer der måtte have
nødvendig behov for tilsyn og forsørgelse, men hvori afsindigheden som en
sygdomstilstand kun havde haft et tilsyneladende fællesskab.
Følgen heraf var uanset tidsforskellen og trods de anderledes betegnelser
den samme da Dalhoff i Vore sindssyge fremhævede: »thi de “gale” spærrede
man inde i Daarekister eller endog sammen med Forbrydere, de “sindssyge”
bringer man til et Hospital for at overgive dem til Lægebehandling. De sindssyge
ere altsaa syge, hverken mere eller mindre«. 2 Både den kommende overlæge
1 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), pp. 12-13.
2 N. C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), pp. 68; 64-66; 67.
503