BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

et Tale, der her give Kriterier paa sindssyg Tilstand og Utilregnelighed, men
netop den forstenende Angest«. Det skulle endda være sådan at »hans Melancholi«
hverken blev »mere decideret Sindssygdom eller mere utilregnelig« ved
at der kunne eller ikke kunne påvises »Vanvidsforestillinger«. Det var således
overensstemmende med »Pligt og Samvittighed« at overlægen overfor Sundhedskollegiet
erklærede det sin »fulde Overbeviisning, at Patienten J. H. under
sit Ophold her i Anstalten har lidt af en fuldstændigt charakteriseret og tydeligt
udviklet Sindssygdom under Formen af Melancholi, og at han som saadan maa
betragtes som ude af Stand til en fri, selvbestemmende Brug af sin Forstand og
Villie og derfor er at erklære for utilregnelig«. Og samme budskab rummende
den betrækning som kollegiet en uge senere meddelte amtmanden der til at begynde
med havde fået iværksat undersøgelserne: også her var det om J. H. antagelsen
»at han har begaaet den af ham forøvede Ildspaasættelse i en psychisk
utilregnelig Tilstand«. Samtidig fandt kollegiemedlemmerne imidlertid også
grund til at måtte »gjøre opmærksom paa, at han maa ansees for en for det Offentlige
farlig Person, hvilket ei maatte oversees, naar han nemlig engang forlader
Sindssygeanstalten, hvor han nu befinder sig«. 1
b) I nærværende sammenhæng er det væsentligste i forbindelse med den
bemærkelsesværdige erklæring imidlertid ikke at den udgjorde et konkret eksempel
på den form for medicinsk myndighed som asylpsykiatrien efterhånden
etablerede sig med i forbindelse med kriminalsager og spørgsmålet om tilregnelighed.
Vigtigst er heller ikke her at erklæringen samtidig tegnede et billede
af en melankoli der ikke i traditionel forstand skulle frembyde afsindighedsforstyrrelser
for med naturlighed at kunne placeres indenfor sindssygdommens på
denne måde også normative betydningshorisont, og at dette billede af såvel
overlæge som kollegium med tilsvarende selvfølge kunne føre til påstand om
utilregnelighed.
Det væsentligste i denne sammenhæng var derimod at der var tale om den
praktiske fremstilling af en melankolsk sygdom som var bemærkelsesværdig i
den forstand at den på én gang syntes at høre både til gemytssygdommenes og
til stemningssygdommes orden: på én gang til den gemytslidelse hvori begæreevnerne
udgjorde de psykiske livsytringer som primært skulle være genstand
1 Sag 138 [J. H.—1860] (1861), p. 38; p. 39.
764