BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

lede forklaringsmodellen, ikke så meget ved at genspejle melankoliens erfaring
i maniens adfærd, men ved at spejle manikeren i melankolikeren.
I manien, når stemningssygdommen har »den opstemte og den overspændte
Skikkelse«, kunne den syge således have »en Fornemmelse, som
om alle Dæmninger vare sprængte; han føler sig fri, rig, med Lykke og med
Evne til hvad det skal være; han ser Lyset, men ikke Skyggerne, Maalet, men
ikke Hindringerne, som ellers Selvbesindelsen plejer at vise os. Hvad Under da,
om han lægger store Planer og mener at kunne udfører dem! Og hvad Under,
maa vi vel ogsaa sige, — naar nemlig det uvilkaarlige “hvorfor?” allerede længe
har spurgt om Aarsagen til hans vedblivende høje Stemning — om han kommer
til at mene, at han allerede har opnaaet hvad han ønsker, og sat igjennem, hvad
han har for: han er jo uimodstaaelig, saa er han da ogsaa vis paa Gjenkjærlighed;
han er den dygtigste, altsaa sikker paa Forfremmelse; hans Plan er god,
saa er den da allerede saa godt som udført, og han kan nok begynde at tage
Forskud paa al den Rigdom og Ære, han skal vinde derved!« 1 Ligesådan i udviklingen
i den melankolske erfaring: »Hvorfor er jeg saa ulykkelig? — det er
den tungsindedes evindelige Klage, og han søger i de andres Forhold til ham
eller i sin egen tidligere Færd med den mest spidsfindige Omhyggelighed for at
finde en Kilde til Skinsyge og Bitterhed eller til Samvittighedsnag og Selvforagt.
Selv det mindste tager han til Takke med; han skal nok gjøre det stort! Men
endnu mere driver den uvilkaarlige Angst til falske Forsøg paa at forklare den:
Indbildningskraften foregøgler ham Farer og Forfølgelser fra alle Kanter; den
truer ham med Straf og Ulykke«. 2
Men det var også i dette melankolske erfaringsforløb at der ifølge Dalhoff
stødte noget yderligere til sygdommen og til oplevelsen af den: »Og naar nu
Tankerne have syslet udelukkende med slige Forestillinger gjennem Uger, ja
Maaneder, medens baade Sjælens og Legemet Modstandskraft svækkes mere
og mere, er det da til at undres over, om den syge til sidst bliver hildet deraf?
Da blive hans mørke Følelser til fikse Ideer, hans Indbildninger til virkelige
Vanvidsforestillinger: han er forstødt og forraadt af sine nærmeste, som blot
lægge Rænker op imod ham; hans Formue er ødelagt, hans Fremtidslykke
1 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), p. 27.
2 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), p. 25.
837