BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

såvel i den offentlige kritik af det der var som i forhåbningen om det der kunne
komme. 1
Af disse grunde skal det i det følgende omhandle denne nosokomielle matrice
der på én gang var resultatet af og virkelighedsbetingelsen for afsindighedens
psykiatriske problematisering og derfor også optegnede det planmæssige
rum indenfor hvilken især manien og melankolien skulle gøres til genstande for
psykiatrisk artikulation. Fremstillingen af det nosokomielle foreskrivelsesmønster
vil især omhandle hvorledes den normative diagram der knyttede sig den
slesvigske dåreanstalt i en række henseender også kom til at fungere som norm
for den offentlige kritik der som nævnt begyndte at rettes imod de eksisterende
anordninger som skulle tage sig af samfundets afsindige [I]. Endvidere
vil fremstillingen angå etableringen af nogle anderledes eksterne relationer
imellem de afsindige og den øvrige befolkning der nogenlunde samtidig blev til
i kraft af en ny epidemiologisk problematisering af afsindigheden [II].
Uden at dette tematiseredes så direkte som med dåreanstalten i Slesvig, var også
både denne kritiske aktivitet og dette epidemiologiske arbejde medvirkende
til at konsolidere manien og melankolien som de principielt helbredelige former
for afsindighed der skulle modtage en lægelig anstaltsbehandling: i det første
tilfælde ved at tematisere de endnu ikke mødte forudsætninger for at en sådan
anstaltsbehandling i det hele taget kunne blive til i dansk sammenhæng; i
det andet tilfælde ved at etablere en særlig relation imellem helbredelsesanstalten
og de helbredelige afsindige der som såkaldte »friske Tilfælde« altid allerede
eksisterede i befolkningsmassen og samtidig beboede samfundslegemets
naturlige habitat.
*
I. DEN NOSOKOMIELLE NORMS KRITISKE VIRKNINGER. — Den nyere form for offentlig
kritik der op imod midten af det 19. århundrede begyndte at gøre sig
gældende med hensyn til forholdene for de afsindige i Danmark skyldes ikke
1 Cf. M. Foucault: Surveiller et punir (1975) hvori det fremstilles hvordan fængslets »diagramme«
(p. 207) kunne fungere normerende for en række andre disciplinære institutioners opbygning eller
reorganisering, men uden at det netop var selve fængslets konkrete konstruktion der realiseredes i disse
anderledes sammenhæng. Der var med andre ord tale om en smidig norm, men ikke desto mindre
om en norm.
437