BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

form af foreliggende sindssygdom. 1 Hvad Steenberg samtidig syntes at indikere
var at den »Melankoli« som hans årsberetning i klassifikatorisk overensstemmelse
med Pinels klinisk sygdomsinddeling afsondrede fra »Mani«, »Forvirring«
og »Sløvsind« sandsynligvis havde en helt anden referenceramme end
den Pinel i sin tid havde afgrænset og eksemplificeret ved indgangen til det 19.
århundrede. I lighed med Selmers indirekte skildring af en manisk sindssygdom
der i modsætning til vendelboens helt særlige udgave forekom at vise sig
som det den egentlig var og kunne genkendes som i kraft af bestemt sindsstemning,
var det også denne særlige i kategori der særtegnede såvel Steenbergs
signalement af de symptomer A. havde frembudt i sin sygdomstilstand
som hans redegørelse for de betydningsfulde ændringer i forløbet.
Imens Steenberg eksplicit beskæftigede sig med krigens muligvis kausale
indvirkning, var det på den ene side netop sindsstemningen der implicit virkede
disponerende for beskrivelsen af de væsentligste vendepunkter i sygdommens
udvikling og forløb: før sindssygdommens udbrud var det »en naturlig
Sindsstemning« som brevene vidnede om; da rekonvalescensen relativt hurtigt
begyndte at sætte ind under behandlingen på Skt. Hans Hospital, var det
1 J.C. PRICHARD: Sindssygdommene og andre sygelige Sjelstilstande [oversat af H. SELMER]
(1842), p. 192. Over tid rummende denne psykiatriske årsagslære også andre kategorier og inddelinger
der imidlertid fulgte arbejdede i overensstemmelse med samme relation imellem de nødvendige og de
tilstrækkelige patogene betingelser. – Heriblandt talte for det første opdelingen imellem de »moralske«,
»sjælelige« eller »psykiske Aarsager« på den ene side og på den anden side de »fysiske«, »legemlige«
eller »somatiske Aarsager«, samt herimellem de såkaldte »blandende Aarsager« til hvilke,
skriver N. DALHOFF i Vore Sindssyge (1879), »man plejer at regne: i Almindelighed en Levevis, der i
lige Grad virker nedbrydende på Sjæl og Legeme; dernæst i Særdeleshed Nydelse af stærke Drikke og:
al slags Usædelighed« (p. 91). (Imellem disse skelnede årsberetningerne ikke, men listede dem op i en
sidestillet liste, af og til efter hyppighed.) – For det andet kom opdelingen også til syne i den i sammenhængen
almindeligt påskønnede kendsgerning at »Arvelighed (c: arveligt anlæg til Hjernesygdom)«,
som S. M. HAFSTRØM skrev i Om Religiøs Sindssygdom (1893), »spiller en Hovedrolle i Sindssygdommenes
Tilblivelse« (p. 10), men med den implikation at den »medfødte« disposition for sindssygdom
som oftest – og med tiden i stigende grad – stilles over både den disposition der kaldtes »erhvervet«
(i.e. svaghedstilstande grundet hændelser som hjernehindebetændelse, tumorer og kontusion;
lungebetændelse, gigtfeber, tyfus, influenza, ansigtsrosen; overanstrengelse og langvarige sindsrørelser;
morfin, kokain, tobak, alkohol; etc.) og den der kaldtes »almindelig« (i.e. relateret til køn,
livsfaser og -begivenheder såsom pubertet, frugtsommelighed, fødsel, barselsseng, amning, moderskab,
overgangsalder, alderdomssvækkelse; til ægtestand, stilling, erhverv og levevis; til årstider, vejrlig og
klima; til race, nationalitet og grad af civilisation; etc.) (C. GEILL: Om Sindssygdom (1899), pp. 35-
43).
591