BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

— Reflexionens og Anskuelsens sjelelige Processer — og Selvbestemmelsens
vilkaarlige Akt« (eller »drey Differenzen des Seelenwesens: Gemüth, Geist und
Wille«).
Benyttede sig af begæringsevnens begreb som den del af det psykiske liv der
ikke hørte til forstandens funktionsområde var der imidlertid forventelig hverken
hos Selmer eller Jacobi tale om en applikation af forøgelsens og formindskelsens
modsætningspar på det domæne som Heinroth kunne antyde for så
vidt som hans system præsenterede muligheden af en depression henholdsvis
en eksaltation af følelseslivet opfattet som fornemmelsen af gælde og sorg, af
lyst eller smerte. Med begæreevnens begreb var referencerammen for psykisk
sygelighed snarere viljen og driften i forening, muligvis i kombination med visse
følelsestilstande og sindsbevægelser ligesom det var tilfældet med referencen
for Pinels såkaldte »facultés affectives«. Hvad der for det første gjorde at Selmers
sammenknytninger af depressionen til melankolien og eksaltation til manien
indenfor gemytssygdommes hovedgruppe ikke svarede til de betydningssammenhænge
der senere tillod det deprimerede og det eksalterede at betegne
noget helt centralt i den melankolske og den maniske sindsstemning, var således
at gemytssygdommens patologiske angrebsområde var et andet end det der
med stemningssygdommene etablering primært blev en global forskydning i
den følelsesmæssige erfaring i retning af enten lyst, fornøjelse og velbehag eller
ulyst, smerte og ubehag, uden at dette umiddelbart behøvede at vedrøre viljesog
driftslivets område og heller ikke de intellektuelle evner. At depressionens
og eksaltationens betydningsomfang angik Pinels affektive fakulteter, betød
ikke at der i Selmers årsberetninger endnu kunne være tale om affektivt begrebspar
i moderne forstand.
For det andet viste sig også nogle problemer i forbindelse med eksaltationens
og depressionens begrebsindhold. Selvom Selmer ad omvejen over Prichard og
Heinroth havde præsenteret det som en mulighed at også følelsen kunne være i
en eksalteret eller deprimeret tilstand, så pegede den samtidige anvendelse af
begrebsparret på erkendelsen og vilje ligeledes på en semantisk vanskelighed
hvad det førstenævnte domæne angik. Hvis det var relativt uproblematisk at
koncipere erkendelsen som en proces der enten var forøget eller formindsket
med hensyn til sin virkekraft, og hvis det var lige så problemløst at opfatte vil-
656