BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

— eller, for at tale med Forslagsstillerne, “de Former, hvis Patienter, efter at
have gennemgaaet en primær, akut Sindssygdom med fremherskende melankolske
eller maniakalske Symptomer uden at være bleven helbredet derfor, ere
gaaede over i en kronisk Tilstand, med Bibeholdelse af den Symptomrække, der
har været fremtrædende under deres akute Sygdom”, — kaldes udtrykkelig sekundære
Former; men en primær Sygdom (og det er jo en saadan, Patienterne
lige saa udtrykkeligt siges at have gennemgaaet) bliver dog efter almindelig Talebrug
ikke sekundær, fordi den “er gaaet over i en kronisk Tilstand med Bibeholdelse
af den samme Symptomrække”«. 1 Hermed ville det ikke kun forholde
sig således at en »Mængde uhelbredede Manier og Melankolier, der fra Begyndelsen
kun have kunnet henføres til den første Hovedgruppe, komme i deres
videre Forløb ind under den anden, medens Elasticiteten af Begreberne akut og
kronisk altid vil afstedkomme Vanskelighed ved at bestemme det rette Tidspunkt
for deres Overførelse fra den ene Hovedgruppe til den anden«. Med henvisning
til forslagsteksten ifølge hvilket »baade Forstandsforryktheden og Sløvsindet,
skønt de i Reglen ere sekundære Former, dog ogsaa kunne optræde
primært og de dertil hørende Tilfælde«, var det ifølge Selmer således at det både
var muligt og »følgerigtigt« at enhver sindssygdom »maatte være at fordele
mellem begge Hovedgrupper«, eller at samtlige sygdomme »ikke uden Vilkaarlighed«
omvendt »kunne anvises Plads« i snart den ene snart den anden af disse
grupper. Det var netop denne kritik af en nomenklatur, der tilsyneladende
søgte at substituere den klassifikatoriske reference til forudsatte sygdomsenheder
med den beskrevne form for diagnostiske-prognostiske komposita løbende
kalibreret efter den konkrete behandlingsforventning, der førte overlæge Selmer
til at måtte markere »hvor lidet Grundlaget for Forslagsstillernes Inddeling
egner sig til Klassifikationsprincip«. 1
Efter at have anført denne principelle kritik med hensyn til »selve Inddelingsprincipet«
forsatte Selmer sit bidrag til diskussionen med »nærmere gennemgå
adskillige Enkeltheder i Skemaet, som synes at opfordre til Bemærkninger«.
Som anført angik så godt som samtlige af disse imidlertid konceptionen af
1 H. SELMER: “Om Overlæge Salomons og Prof. Steenbergs Forslag” (1872), pp. 219-20. Selmer
henviser til V. STEENBERG: {Beret. Skt. Hans, 1871}, p. 20.
1 H. SELMER: “Om Overlæge Salomons og Prof. Steenbergs Forslag” (1872), p. 20, p. 24
673