BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

stalt, idet han i et efterfølgende gensvar anklagede Aarestup for at finde »det
bekvemmere en for alle Gange at ihjelslaae de Forventninger med samt de ubelejlige
Fordringer som dertil kunde knytte sig«, samt ligefrem at ville fremme
»Unödvendigheden af fremdeles at gjøre for den, hvad der hidtil har været
gjort«, var den nosokomielle norm således ikke kun en fortegning for hvad der
allerede var etableret: den var samtidig et forbillede for det der kunne blive til
virkelighed og for hvordan udviklingsgangen i det endnu rudimentære burde
fortolkes. 1
Den anden undtagelse fra kritikken var ifølge Bergsøe »St. Hans Hospital
og Claudi Rossets Stiftelse«, hvilket han gjorde til genstand for en relativt
udførlig behandling der heller ikke var fremmed fra tilsvarende fremstillinger
om emnet i tiden eller fra de normer der hørte til den nosokomielle matrice.
»Denne Anstalt«, begyndte statistikeren, »har ligesom Almindelig Hospital det
Særegne ved sig, at den baade har en saakaldet Sygeafdeling og en Lemme- eller
Pleiestiftelse. Da den imidlertid efterhaanden har udviklet sig til væsentligst
1 RED. [H. SELMER]: “Om Lægeposten ved den fynske Daareanstalt II”, Bibliothek for Læger, 3. Rk.
7. Bd. (1850): 449-68: »Det er i denne Henseende ret karakteristisk, hvorledes Hr A[arestrup], skjøndt
endnu kun konstitueret, allerede omtaler en Post der dog vel kan fordre Noget at den Mand som den
byder det ganske anstændige Honorar af 300 Rd. En Embedsmand der staaer i Spidsen for en offentlig
Stiftelse plejer dog ellers med Rette at føle en moralsk Forpligtelse til at haandhæve dens Anseelse og
Værdighed i Publikum; og derfor ligger der vel ofte noget meget Respektabelt til Grund for den undertiden
overdrevne Pirrelighed, hvormed man mangen Gang seer en saadan Embedsmand optage et Angreb
paa den Anstalt eller Institution han virker for. Men en saadan Skrøbelighed har Hr. A. aldeles
hævet sig over. Langtfra at glæde sig ved at man ikke har saa meget slette Tanker om den Anstalt han
indtil videre repræsenterer, synes han ikke engang deri at see en Opfordring til at retfærdiggjöre saadanne
Tanker: tvertimod han finder det bekvemmere en for alle Gange at ihjelslaae de Forventninger
med samt de ubelejlige Fordringer som dertil kunde knytte sig. Han fremstiller Anstaltens Resultater i
et ufordelagtigt Lys gjennem “nöjagtige Oversigter” der bære Unøjagtighedens iöjnefaldende Stempel:
han gjör hvad der staaer i hans Magt, for at man ikke skal troe at Anstalten i det mindste til Nöd kan
tjene til de Afsindiges Helbredelse, saa længe man ingen bedre har. Uagtet Motiverne til Reskr. af 8
Nov. 1826 udtrykkelig nævner de Afsindiges Helbredelse som et af Öjemedene med Graabrödrehospitalets
Udvidelse og Forbedring, og uagtet det vel altsaa endog kunde siges at være hans indirekte Pligt
at arbejde videre i samme Retning, skjönnes det aldeles ikke at han tilsigter noget saadant med at fremstille
sin Anstalt som en Nullitet i denne Henseende: tvertimod, han urgerer ligefrem Unödvendigheden
af fremdeles at gjøre for den, hvad der hidtil har været gjort: han latterliggjör efter bedste Evne en
Bestræbelse efter at holde paa de Kræfter som i 20 Aar have staaet til dens Raadighed. Han nedsætter
kort sagt Anstalten i Publikums Öjne: han omtaler Studiet af dens Patienter med en letsindig Ringeagt,
og raillerer med denne “kontemplative Post” der giver saa bekvem en Anledning til i al Magelighed at
trække den samme Gage som Distrikts- og Stadslægerne maa slide surt nok for« (pp. 464-65).
444