BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

le: hver snevrere Kreds sørger for sig selv, og idet Daarevæsenet saaledes udelukkende
er blevet et Kommunalanliggende, ere de offentlige Foranstaltninger
hverken byggede paa faste Grundsætninger, hentede fra en dybere Indsigt i
Sindssygdommenes Natur og fra et praktisk Bekjendtskab med de Afsindiges
Ejendommeligheder og Fornødenheder, eller begrundede i en omfattende
Kundskab til de almindelige Omstændigheder, som med Hensyn paa de Afsindiges
statistiske Forhold, Fordeling i de forskjellige Provindser, Kaar og Stilling
og meget Andet burde komme i Betragtning. Derimod gaae de væsentlig ud paa
at hindre dem i at forstyrre de ikkeafsindige Borgeres Ro og true deres Sikkerhed.
Til dette Øjemed var det nok, at berøve de Afsindige Friheden og i fornødent
Fald belægge dem med personlig Tvang, og herved blev man ogsaa længe
staaende, idet man enten lod dem holde i privat Forvaring, eller, naar dette blev
for besværligt, stak dem ind i Arresterne, og da heller ikke disse vilde forslaae,
spærrede dem inde i Daarekister og slige Afkroge, hvor man kunde slippe for
Synet af dem, og overlade dem til deres egen Skiebne. Dette var Daareværsenets
Begyndelse i Danmark, ligesom det har været det i andre Lande; det var
fra først af en Nødværge«. 1
I anden omgang var dette ikke en afvisning af den juridiske problematiserings
relevans, men det var en kritisk dom over den for ikke at kunne godtgøre
sin tilstrækkelighed alene i kraft af sin nødvendighed. Eller på den ene side var
den juridiske omgangsform nødvendig: »Den Afsindige miskjender sin egen
1 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), p. 6. – Samtidig
med at Selmer i den anførte passage indirekte fremhævede det uomgængelige i et epidemiologisk arbejde
af den art som i dansk sammenhæng primært var blvet udført af Hübertz, kunne han endvidere
mere direkte gentage en del af den nosokomielle kritik idet han fremhævede at »med Undtagelse af
Odense« fandtes »ikke en eneste Provindsialanstalt, som kan tjene til synderlig Andet end de Afsindiges
Forvaring; thi enkelte mere eller mindre tilfældige Helbredelser kunne ikke berettige Smaahospitalerne
til andet Navn end Detentionsanstalter, hvor megen Umage man end nu og da har gjort sig for at
faae dem til at gjælde for mere. Endnu gjør Bygningernes Beskaffenhed det umuligt at udrette stort
Andet med dem, end at forebygge de Afsindiges Undvigelse. Indretningen har overalt været beregnet
paa at optage det størst mulige Antal paa et indskrænket Rum: Pladsen er altsaa allevegne for knap, og
yder de Afsindige hverken behørig frisk Luft eller Lejlighed til Beskjæftigelse, Motion og Adspredelse:
en Omstændighed, som saa let gjør dem til Offer for en Lediggang, der ikke er mindre ødelæggende for
dem, end for de Sunde. Tilsynspersonalet er utilstrækkeligt, saa at legemlig Tvang, Indespærring i
snevre og skumle Celler, der paa mange Steder have Alt undtagen Navnet tilfælles med Fængsler, ofte
ogsaa haard Behandling, maa bøde paa denne Mangel eller tjene Opsynets Magelighed« (pp. 7-8).
491