BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

fælde måtte gå (»Er man da syg, fordi man er bedrøvet? Er man “gal”, fordi
man er glad?«), var der igen tale om »Sindssygdom« netop for så vidt som tilstanden
satte et tydeligt skel i forhold til den almindeligt gældende »Sindssundhed«.
1 »Det vilde være et stort misgreb«, skrev en lærebog i sindssygdommenes
kliniske optræden fra 1885 modsvarende, »om man fra den manicalskes
ytring af visse stemninger og drifter vilde slutte sig til lignende psychiske
anlæg og tilböjeligheder hos individet i sund tilstand. Her som i andre psychopathiske
[: psykopatologiske] tilstandsformer foregår ved sygdomstilstandens
indtrædelse i regelen en så omfattende forandring i hele patientens character,
at slutninger fra hans nærværende tilbage til tidligere egenheder hos
ham ere vanskelige eller ganske umulige at göre«. 2 At være manisk ude af sig
selv er en patologisk tilstand på linje med enhver anden sygdom al den stund
der er tale om en forskel som gør en forskel i forhold til den almindelige sundhed.
Følgelig stod manien som en sygdom i sindet heller ikke alene i forhold til alle
andres normalitet, men ligeledes til patientens egen normale habitus; når et
menneske blev bragt ud af sig selv af afsindets kræfter, var der som med tungsindet
tale om en længerevarende indre forskydning, om en perspektivændring
eller en indre fremmedgørelse (»psychisk alienation«). 3 Og atter drejede det sig
om en ændring i den »indre belysning«: det vil sige den der ifølge Høffding fra
et stemningsmæssigt (affektivt) udgangspunkt satte sit præg på fornemmelser
og forestillinger, på tanker, viljesytringer og følelser; men denne gang var der
imidlertid snarere tale om en forøgelse af lysmængden, om en overeksponering
og intensivering af formerne og farverne, og ikke som sortsygens affektive for-
mørkelse. 4
Samtidig gjaldt det for både mani og melankoli at de gjorde sig gældende på
et stemningsmæssigt kontinuum der igen forbandt det normale og det patologiske
på en udpræget temporal facon. Når tiden var kort, gjaldt det: »Som
1 Cf. K. PONTOPPIDAN: Psychiatriske Forelæsninger og Studier II (1893), p. 36; cf. også ODS, s.
“sindssund”. N.C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), p. 11.
2 N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers Optræden til Brug for Læger og
Studerende (1885), p. 19.
3 N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers Optræden… (1885), p. 3.
4 H. HØFFDING: Psykologi (1882), p. 105; kursiv tilføjet.
810