BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

indenfor rammerne af hovedgruppen af »Gemüthskrankheiten« og samtidig i
hvert fald for en stor del fjernede den fra hovedgruppen af »Verstandskrankheiten«,
betød imidlertid ikke at de helbredelige sindssygdomme udelukkende
afslørede deres patologiske tilstand igennem »Alienationen des Begehrungsvermögens«,
imens »Alienationen des intellectuellen Vermögens« var fuldstædig
fremmede for dem eller gjorde helbredelsen umulig. Hvad der især bidrog
til at tydeliggøre at »manie sans délire« eller »moral insanity« i klassifikationen
med de to hovedgrupper fungerede, ikke som selvstændige sygdomsarter
eventuelt forlenet med en egen særegen prognose, men netop generaliseredes i
retning af organiseringsprincip, var at der ikke var tale om en simpel modspejling
eller remplacering. Således demonstrerede Selmers behandlingsresultater
at melankolien og manien som gemytssygdomme nok udgjorde de sindssygdomme
med den største sandsynlighed for helbredelse efter behandling på asylet;
men resultaterne viste samtidig at helbredelser, om end i væsentligt mindre
omfang, kunne finde sted for patienterne der var diagnosticeret med sygdomsklassen
»Vanvid« henhørende under hovedgruppen af forstandssygdomme.
2. De primære gemytssygdomme. — Det forhold at gemytssygdommene og
de med asylbehandlingen helbredelige sindssygdomme ikke repræsenterede to
sammenfaldende størrelser, og at der således ikke blot var tale om et nyt navn
for helbredelighedens betydningsomfang, var imidlertid kun et af de forhold
der afslørede at der var tale om noget andet og mere end en simpel remplacering.
Samtidig foreviste allerede de forskellige klasser som Selmer på grundlag
af Jacobis kliniske sygdomshistorier måtte have ladet indgå i klassifikationssystemet
at melankolien og manien ikke havde tabt deres historiske forbindelse
med det afsind som tidligere havde givet sygdomslidelserne deres elementære
bestemmelse. At overlægen på Jydske Asyl derimod opererede med et sygdomsinddeling
der tillod gemytssygdommene at indbefatte såvel »Alienationer
i Begjæreevnen« som »Aberrationer af Forstandsvirksomheden«, således at
denne hovedgruppe af sindssygdommene kunne præsentere tilfælde både af
»Mani uden eller med uvæsentlige Spor af Vanvid eller Forvirring« og af »Melancholi
med Vanvid eller Forvirring«, samt vice versa, var således det der
sammen med kurabilitetens anførte redistribution viste samtiden at der var tale
om en langt mere kompleks gentegning af demarkationslinjer og spejlingsak-
644