BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ansvarsløse handlinger igen skulle finde sted ved én gang for alle at bortfjerne
den der kunne tænkes at udføre dem eller på anden måde være til besvær i en
samfundsmæssig sammenhæng og placere vedkommende i detentionsanordninger
af forskellig art, blev asylets internering for det tredje et særligt rum der,
idet det i højere grad skulle konstrueres for at skåne de afsindige fra samfundslivet
og ikke alene virke for at beskytte samfundet imod de afsindige, kunne blive
mulighedsbetingelsen for en helbredelsesproces der om muligt skulle kunne
sende den afsindige tilbage til sit tidligere liv ligesom alle andre der ved lægelig
hjælp var kommet sig efter en sygdom.
Trods det at regulativet for dåreanstalten i Slesvig med sit dobbelte øjemed
endnu kun sidestillede farlighedens forbehold med helbredelsens mulighed, og
anstalten således i lighed med de sædvanemæssige detentionsanordninger ligeledes
indoptog visse individer fordi myndighederne havde fældet dom over
dem som farlige i deres ufornuft eller heftighed, skitserede denne række af forordninger
alligevel begyndelsen på en omgang med de afsindige hvor de juridiske
spørgsmål efterhånden kom til at indgå som mindre bestanddele i eller underordnedes
det kompleks af udfordringer der skulle blive psykiatriens egne. 1
Det der blev antydet i 1820 i Slesvig var begyndelsen på afsindighedens psykiatriske
problematisering sådan som den samlede sig indenfor anstaltens
nosokomielle kontekst: ligesom det var arnestedet for en problematisering
af manien og melankolien hvor det var en medicinsk disciplin med sindets sygdomme
som sit speciale der fortrinsvis skulle støde på problemerne og afsøge
feltet for respons indenfor rammerne af en særlig hospitalsinstitution i moderne
forstand (»hvor syge Mennesker lægges ind og helbredes«). 2 Det som den
slesvigske anstalt ridsede op var derfor samtidig begyndelsen på en artikulation
af afsindigheden, og herunder især melankolien og manien, som de særligt helbredelige
tilfælde hvori den kliniske veridiktion kunne finde sammen med en
ny normativ figur alt efter som den specialiserede og lægeligt dirigerede sindssygeanstalt
ikke blot kom til at repræsentere det privilegerede sted som for den
psykiatriske lægevidenskab »alene kunne frembyde en tilstrækkelig Masse af
Erfaringer til at uddrage nogenlunde sikre Resultater«, men udgjorde også det
1 Cf. “Regulativ for Daareanstalten i Slesvig” (1820). §17, p. 47; §1, p. 40
2 Cf. VIDENSKABERNES SELSKAB: Dansk Ordbog (1802, 2. bd. F–H), art. “Hospital” (p. 632).
418