BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

for så vidt som tilhørsforholdet til den ene eller den anden gruppering ikke med
rigtighed kunne udsiges som endelig dom over den enkelte patients skæbne i
lighed med »Kjönsadskillelsen, den eneste faststaaende Grænse i en Daareanstalt«.
1 At det var fejlagtigt at fælde denne skæbnedom, og at behandlingen
burde kunne finde sin særlige frihed i den mulighed der hørte til forbindelsessystemets
dobbelte anstalt, skyldtes ifølge Selmer ikke mindst at det i sidste
ende var »overordentlig vanskeligt, for ikke at sige umuligt, med Sikkerhed at
afgjøre, om en Afsindig har tabt alle Udsigter til at gjenerholde Fornuftens
Brug. Tiden er i Grunden den paalideligste Prøvesten, skjøndt der dog ikke engang
lader sig fastsætte nogen bestemt almindelig Grændse, udenfor hvilken
man er berettiget til at opgive alt Haab, da man ikke har saa ganske faa Exempler
paa, at forlængst opgivne Patienter imod al Forventning have begyndt at
vise Tegn til Bedring, og virkelig ere komne til Forstanden igjen. Selv de mest
erfarne og indsigtsfulde Daarelæger have skuffet sig i dette Punkt, og det er
saaledes ofte en meget slibrig Ting at bestemme, for hvilken af de to adskilte
Anstalter en Afsindig egner sig«. 2
Under hensyn til tidens gang opløstes hermed i en vis forstand det grænseskel
imellem de »de ny og de ældre Tilfælde« der havde været definerede for
den måde Hübertz havde bragt det aktuelle og det potentielle udsnit af den epidemiologiske
afsindighed i relation til den rene helbredelsesanstalt. 3 For Selmer
at se måtte denne delvise opløsning finde sted i kraft af en grundlæggende
lighed imellem disse to former for sygdomstilfælde: »De Uhelbredelige ere naturligvis
ikke mindre at betragte som Syge, fordi de have tabt Udsigten til at
komme sig. Den Sætning, at de Afsindiges Anliggender henhøre under Medici-
1 H. SELMER: “Daareanstalternes Bygningsforhold i Tydskland og England” (1848), p. 47. Med hensyn
til kønsadskillelsen gør Selmer endda gældende at hvis det ikke var »fordi Ideen af Patienternes
planmæssige Samvirken til det Heles Drift ikke lader sig udføre med eet Kjön alene, kunde der maaskee
endog være större Grund til at etablere en fuldstændig Adskillelse mellem Mandfolke- og Fruentimmer-Anstalter,
end mellem Helbredelses- og Pleje-Anstalter« (p. 47).
2 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), p. 101. Passagen
fortsætter med Selmer nationale henstilling: »Man kan heller ikke nægte, at denne Vanskelighed faaer
dobbelt Betydenhed i et Land som Danmark, hvor Lægerne ere saa meget mere udsatte for at fejle, som
de i Almindelighed mangle al forudgaaet Psychiatrisk Erfaring og Dannelse, og hvor den tidligere Forsømmelse
af de Afsindige ofte giver disse Skinnet af at være mere haabløse, end en grundig og sagkyndig
Undersøgelse vil befinde dem« (p. 101).
3 J. R. HÜBERTZ: De Sindssyge i Danmark (1851), pp. 12-13.
482