BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

der var tilsvarende »umotiveret«, kan også anskueliggøres med Sibberns fremstilling
af den traditionelle temperamentslære som han ligeledes placerede indenfor
følelseslivets psykologi. 1 »Tage vi nu Det«, skrev han, »vi have kaldet
Følelsesstemningens rette Temperering, nærmere i Betragtning, og efterforske,
hvad det herved kommer an paa, saa kunne vi følge den Veiledning, som gives
os ved den bekjendte Hovedinddeling af Temperamenterne, der fra Galenus af
lige til nu, uagtet flere forskjellige Bestræbelser for at indføre en anden Hovedinddeling,
har vedligeholdt sig, men som vi her kun have at betragte i psychologisk
Henseende, ikke i physiologisk. Der er derved viist hen paa fire Hovedmomenter
eller Elementer, hvilke alle fire i deres rette Forening til velordnet
Samvirken høre den rette sunde og gode Grundstemning i Følelsestilstanden
til. Vi adskille derfor ei alene i Menneskenaturen i Almindelighed, men og hos
hvert Menneske i Særdeleshed, de Fire: Det sanguinske Element, det choleriske
Element, det phlegmatiske Element, det melancholske Element,
som de Hovedfactorer, der kunne vise sig i forskjellige Samvirknings-
eller, som man kalder dem, Blandingsforhold, saaledes at der foruden
den ligelige Samvirkning af dem alle fire, kunne gives saadanne Følelsesstemningens
Grundtilstande, hvori eet især herefter saaledes frem, at hele
Temperamentes nævnes derefter; andre, hvori to i Forening især synes at give
Temperamentsbeskaffenheden sin Eiendommelighed; endelig muligen og saadanne,
hvori tre indgaae saadanne fremherskende Samvirkninger, men at dog
den ligelige Samvirken af dem alle Fire hører Følelsernes rette gode Temperering
til«. 2
I overensstemmelse med en fremstilling af temperamentslæren der i udpræget
grad abonnerede på den beskrevne model for resonans, skildrede han ligeledes
fra den rent psykologiske side de overlevede temperamenter der kun
kunne blive til »en fuldkommen god Følelsernes Temperering« såfremt »Alt,
hvad der Udgjør det Gode ved hvert af Temperamenterne, træder frem med en
vis Ligelighed og saadan Forholdsmæssighed, at det Alt, hvert til sin Tid, kan
1 C. GEILL: Om Sindssygdom (1899), p. 50, p. 47. Geill illustrerer den betydning han tilægger umotiveret
således: »selv om i sjældne Tilfælde Melankolien er opstaaet efter en Sorg, saa kan denne dog
langtfra motivere den mørke Sindsstemning, hvorunder den Syge lider« (p. 47). Om Sibberns temperamentslære:
se . Cf. J. HIMMELSTRUP: Sibbern: En Monografi (1934), p. 158, n. 1) .
2 F.C. Sibbern: Psychologie (1856), §130, p. 452.
735