BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

saa mangeartede, som de ved Gjenstandene bestemte objective Forhold ere
det«. 1 Hvis følelseslivet således sædvanligvis afslørede noget central om sin karakter
igennem denne relation imellem den opmærksomhed der henvendte sig
til følelsen som en forandring i den indre tilstand og den intentionalitet der rettede
sig imod den genstand der udøvede en følelsesvirkning, var stemningen,
både sådan som den artikuleredes i den tidligere fakultetspsykologi og således
som den sidenhen indgik i problematiseringen af maniens og melankoliens
sindssygdomme, meget ofte en bevidsthedshændelse der manifesterede sig i
kraft af en alternativ relation imellem følelseslivets almindelige henholdsvis
subjektive og objektive momenter, eller i kraft af det der ligeledes kunne kaldes
en alternativ form for refleksionsintentionalitet. For så vidt som stemningen
trådte frem som et emne for bevidstheden, idet den ligesom følelsen i det hele
taget også først blev mærkbar som noget der havde individuel betydning og
indflydelse på vitaliteten, som noget der vedrørende det behagelige eller det
ikke-behagelige, nydelsen eller smerten, ikke kunne være ligegyldigt, var stemningen
ikke intentionelt rettet imod et eksternt objekt som bevirkede den, men
var højst i visse tilfælde sameksisterende med bestemte situationer i hvilke den
kunne finde sted og fra hvilke den kunne få et bestemt præg (»Krigsuro«, bestemte
Dansk Ordbog fra 1820 til eksempel som: »Den urolige Sindsstemning,
som Krigen foranlediger«). 1
Eller hvis stemningen havde en genstand »som sætte Sindet i Bevægelse« og
kunne fremkalde virkning på stemningens karakter, så var der tale om en følelsesbetonet
intentionalitet der grundlæggende henvendte sig til og rettede sig
imod selv, uden at den var sammenfaldende eller kongruerede fuldstændigt
med følelseslivet subjektive moment. I stemningens alternative intentionalitet
var der derimod tale om et subjekt der erfarede sig selv som værende i en bestemt
sindsstemning, om et subjekt der rettede sig imod sig selv, men på samme
gang så dette selv som befindende sig i noget som ikke var det samme som
det selv der oplevede sig selv netop på denne måde. Stemningen var på den ene
side en refleksiv kategori for subjektets henvendelse til sit eget befindende som
det objekt af subjektiv karakter der gjorde »skikket til at modtage bestemte Fø-
1 F. C. SIBBERN: Psychologie (1856), §106, pp. 378-79.; §109, p. 384; §109, p. 384.
1 VIDENSKABERNES SELSKAB: Dansk Ordbog (1820), III, s.v., p. 321.
725