BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Dage)«. 1 At Selmer med selvfølgelighed kunne henvise til dette helbredelsestilfælde
som en empirisk hændelse var på den ene side kun mulig i en anstalt der
som den relativt forbundne helbredelses- og plejeanstalt tillod et tidsperiode
som på grund af dette princip var langt mere omfattende end de to år der ifølge
et for et regulativ for et asyl efter adskillelsessystemet var »den længste Tid,
hvori en Patient maa forblive i Heibredelsesanstalten«. 2 På den anden side fordrede
den selvfølgelighed hvormed Selmer kunne karakterisere et så langvarigt
sygdomstilfælde (så at hun efter helbredelsen ikke umiddelbart havde nogle
slægtninge at vende tilbage til) som melankolsk at der i den pågældende anstalt
også fandtes andre sygdomsarter at sammenligne udviklingen i hendes sygdomsbillede
med end det der blot var et spørgsmål om tidens gang.
I det efterfølgende KAPITEL 6, der især forholder sig til de statistiske resultater
som kunne etableres med afsæt i den række af forskellige klassifikationssystemer
der gjorde sig gældende lige fra det Jessen arbejdede ud fra på den slesvigske
anstalt fra 1820 til den standardiserede klassifikation af sindssygdommen
som fra og med 1872 indførtes som den gældende i de danske anstalters
årsberetninger, vil det fremgå hvordan en anstaltsmodel der tillod psykiatrien
at gøre uafhængige variabler ud af helbredelsens mulighed, tidens varighed,
patienternes placering og sygdomsformerne forskellighed kom til at fungere
som en forudsætning for i det hele taget at undersøge melankolien og manien i
deres egen ret, al den stund at de i aposteriorisk forstand rummede en særlig
løfterig prognose. Dette var således en af vejene af hvilke det blev relevant at
identificere disse specifikke sygdomme på en måde der ikke havde præg af det
spekulativt definitoriske, men også at afsøge deres grænser til de resterende
1 H. SELMER: Statistiske Meddelelser og Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i dens
første fem og tyve Aar (1852-77) (1879), p. 187. Overfor den korteste og den længste helbredelsesperiode
viste hele materialet en gennemsnitsvarighed for de helbredte på knap 8 måneder eller 239 dage.
2 “Regulativ for den i Henhold til Plakaten af 13de Oktober 1847 oprettede Helbredelsesanstalt for
Sindssvage i Nörrejylland”, Ugeskrift for Læger, 2:16:1-26 (1852): 388-99; §28. Såfremt »Patientens
Tilstand endnu skulde berettige til Haab om Helbredelse eller væsentlig Bedring« (§28), kunne anstaltens
direktion således give dispensation for det der var den sædvanlige maksimale indlæggelses tid.
Men da dette alene kunne ske »for Tidsrum af 6 Maaneder ad Gangen« (§28), og dersom det samlede
patienttal var relativt lavt, forekommer det usandsynligt at denne regel ville have muliggjort en indlæggelse
der var 8 år (eller 16 af sådanne dispensationer) længere end normen. Se også APP. til KAP. 5, 1,
§28.
486