BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

sindssygdommen i anden halvdel af det 19. århundrede eller den betydning i
dette tidsrum der sædvanligvis forudsattes som den selvfølgelige var således
den samme som Tryde meddelte i sin besvarelse af spørgsmålet »Hvad er Afsindighed?«:
Sindssygdommen var alene at forstå som den somatiske sygdom
der, uanset om den hovedsagelig eller i visse tilfælde udelukkende kom til syne
i kraft af forstyrrelser på det psykiske område, havde sit sæde i hjernen som
organet for bevidsthedslivets funktioner. Sindssygdom var på den ene side »en
legemlig Sygdom, uagtet den fornemmelig yttrer sig ved sjælelige Symptomer«
(Selmer); og sindssygdom var på den anden side »Forstyrrelser i Menneskets
sjælelige Livsyttringer, forsaavidt de ere betingede af en Hjernesygdom« (Try-
de). 1
Men udover at Tryde indførte en hjernepatologisk præcisering i forhold til
Selmers tidligere bestemmelse da han under navnet afsindighed leverede en
definition der var i overensstemmelse med tidens gennemgående forståelse af
sindssygdommen referenceramme, pegede han imidlertid også på endnu et væsentligt
element som skulle knytte sig nært til denne betydningshorisont. 2 Dette
1 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), p. 15. C. TRY-
DE: ”De Afsindiges retslige Stilling” (1865), p. 4; kursiv fjernet. Cf. også denne passage hvor Tryde selv
peger på det nære slægtskab imellem sin definition af afsindighed og sindssygdommens betydninger.
»Det skal ikke nægtes, at en af de mest fremtrædende Eiendommeligheder ved de Tilstande, der henføres
til den første Gruppe — de egentlige Sindssygdomme — er den, at Sygdommen her fortrinsvis, til
sine Tider endog udelukkende, yttrer sig ved psykiske Forstyrrelser, medens det Modsatte gjælder om
den anden Gruppe« (p. 8). Denne anden gruppe defineres som »de Sindsforstyrrelser, der ledsage
forskjellige, hyppigst hurtigt forløbende, mer eller mindre med Feber forbundne Sygdomme« (»typhoid,
rheumatisk, puerperal Feber, Forgiftninger«) (p. 5)
2 Selvom Selmer i denne tidlige udgivelse ikke understrede det hjernepatologiske element, artikulerede
han imidlertid et andet væsentligt punkt i en anden omtrent samtidig publikation, nemlig H.
SELMER: “Om Manien. (Efter Jacobi: Die Hauptformen der Seelenstörungen in ihren Beziehungen zur
Heilkunde. Erster Band. Leipsig 1844)”, Ugeskrift for Læger, 2. Rk. Bd. 2. (1845): 49-76, 81-91, der
indeholdt et sammendrag af den særlige psykiatriske antropologi der lå til grund for M. Jacobi: Die
Hauptformen der Seelenstörungen in ihren Beziehungen zur Heilkunde (1844). Denne sammenfatning
af et værk begået af »en af Hovedrepræsentanterne for den somatiske Skole i Psychiatrien« (p. 49)
antydede på den ene side at den betydning af sindssygdom som Selmer havde populariseret i fremstillingen
af de almindelige grundsætninger for indretningen af et nationalt dårevæsen, og således og den
sindssygdom der senere skulle blive den generiske, kunne betragtes i forlængelse af den skoledannelse
indenfor den tyske psykiatri der i modsætning til den psychiske forfægtede det grundsynspunkt i forbindelse
med den psykiske sygdom at enhver anormal psykisk tilsynekomst alene er at betragte som
tegn og symptomer på en bestemt anormal organisk tilstand (»jede anomale physische Erscheinung ist
519