BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

selvnedgørende melankoliske forestillinger, især hvis »de dreje sig om Religionen«:
»Naar en velstaaende Mand bliver angreben af en Sindssygdom, der ytrer
sig ved Storhedsforestillinger«, skrev psykiateren, »gaaer han hen og kjøber
Smykker, Huse, o. l., medens en fattig Arbejdsmands Kone i samme Tilfælde
bestiller 100 Portioner Grisetæer. Men naar de angribes af Melankoli med religiøse
Forestillinger, tumle de begge paa samme Maade med de samme syndighedstanker,
med Frygten for Helvedesstraf og Selvbeskyldinger for “Synd mod
den Helligaand”«. Hvor melankoliens introverte logik således syntes at annullere
såvel individualitet som standsforhold og de dertilhørende mulighedsrum
for at subsumere disse under de samme eller i høj grad lignende temaer (culpalitet,
insufficiens, frenaligisk alienation), forekom den ekstroverte maniske logik
derimod at hente sit materiale i forhold der tilsyneladende befandt sig lang
nærmere det enkelte menneske selv.
Således som det gjorde sig gældende ikke alene i Dalhoffs deskriptive populærpsykopatologi,
men ligeledes i de egentlige psykiatriske overvejelser og
fremstillinger i samtiden, var en anledning til denne tværforskydning sandsynligvis
at maniens symptomatologi i langt højere grad end melankolien skildredes
i adfærdstermer. Hvor de melankoliske syndromer, med den oprørte og
ængstelige melancholia agitata som den eneste indlysende undtagelse, sandsynligvis
inviterede til at blive udlagt som en række undertvingende og passiverende
subjektive erfaringer med henvisning til den kendetegnende uvirksomhed
hvormed de umiddelbart træder frem, gik udfordringen ved de maniske
syndromer, med det der senere skulle blive kaldt manisk stupor som undtagelsen,
snarere på at beskrive et behavioristisk princip for den voldsomme aktivering
og virksomhed som almindeligvis prægede den der undergik denne tilstand.
1 »Under den stærk forøgede Bevægelsestrang«, sagdes det typisk om den
1 Som den første til at beskrive den maniske stupor regnes almindeligvis K.G.K. DEHIO: “Über gewisse
Formen des periodischen Irreseins”, Archiv fur Psychiatrie, 26:2 (1894): 598. De første mere
detaljerede beskrivelser af syndromet findes i W. WEYGANDT: Über die Mischzustande des manischdepressiven
Irreseins: Ein Beitrag zur klinischen Psychiatrie (1899), pp. 22-23. E. KRAEPELIN: Psychiatrie:
Ein Lehrbuch für Studierende und Ärzte, 2. Bd. [6. udg.] (1899), pp. 396-97 S. THALBITZER:
Den maniodepressive Psykose: Stemningssygdom: Et Forsøg til Bestemmelse af den Pathogenese og
pathologisk-anatomiske Grundlag med særligt Henblik paa de manio-depressive Blandingsformer
(1902), p. 20 (cf. dog også N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers Optræden
(1885), pp. 70-71).
821