BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

kiatrisk praksis som måtte arbejde med sygdomsbestemmelser der skyldtes enten
behandlingsresultatet (eller muligheden herfor) eller anstaltens egen administration
af bestemte legitime tidsafsnit, men at de derimod gjorde sig gældende
i kraft af en ny interesse for de uhelbredelige iblandt de afsindige, var
resultatet i vid udstrækning det samme. Som det vil fremgå nedenfor, var det
dels i afvisningen af en behandlingskultur opbygget efter adskillelsessystemet,
dels med etableringen af det alternativ som Selmer autoritativt kendetegnede
som »den relative Forbindelse imellem Helbredelige og Uhelbredelige i forskjellige
Bygninger, der tilsammen danne et organisk Hele«, at det blev muligt
at kombinere den orientering imod den mulige helbredelse der i det hele taget
karakteriserede det nosokomielle foreskrivelsesmønster og så en vurdering af
afsindighedssygdommene helbredelighed eller uhelbredelighed som ikke var
tautologisk eller defineret på forhånd ved ekstrakliniske forhold. 1 Det var i det
forbindelsessystem der i modsætning til adskillelsessystemet placerede de helbredelige
og de uhelbredelige indenfor asylet rammer at det blev både muligt
og nødvendigt at foretage en empirisk vurdering af disse grupperinger i forhold
til hinanden og med afsæt i sygdommenes egne markante symptomer og tegn.
Der blev over for den historiske syllogisme tale om muligheden for at konstatere
melankoliens og maniens potentielle helbredelighed eller positive prognose,
ikke som et definitionsspørgsmål og ikke som en tautologi, men som et empirisk
spørgsmål og som en aposteriorisk viden der lod sig falsificere både under
hensyn til andre sindssygdomme og under hensyn til andre tilfælde af melankoli
og mani der endnu ikke havde vist sig at helbredes.
I det følgende skal det således først dreje sig om etableringen af denne empiriske
mulighedshorisont for artikulationen af melankolien og manien der i videre
forstand også udgjorde en historisk baggrund for det der var integrationen
af en helt anden tidslighed i det begreb om »Sindssygdom« der som en generisk
erstatning for »Afsindigheden« berøres løbende for at blive genstand for
en mere indgående behandling i slutningen af dette kapitel [§25]. Det vil sige
integrationen i sindssygdommens koncept og indenfor asylets kontekst af en
særlig temporal orientering der dels var en aposteriorisk tid for prognostisk
1 H. SELMER: “Daareanstalternes Bygningsforhold i Tydskland og England”, Bibliothek for Læger,
3. Rk., 4. Bd. (1848): 35-105; pp. 36-37.
470