BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

lelser«. På den anden side førte den således subjektive henvendelse til »Individuets
eget Befindende« heller ikke til at den stemte helt og holdent skulle
»glemme Objectet«. Selvom stemningen netop ikke besad genstande til at »udøve
denne deres Følelsesvirkning«, var de alligevel middelbart nærværende i
kraft af deres fravær. På linje med den dunkelhed som Mynster havde skitseret
som et centralt element i stemningernes fremtrædelsesmåde, var det også en
del af stemningernes oplevelsesmåde at de som noget ofte påtrængende uforklarligt
eller ubeskriveligt kaldte på de følelsesgenstande som kunne have sat
sindet i bevægelse og »fremkaldende« bevirket dem: de genstande som havde
kunnet forklare stemningernes særlige karakter eller som kunne tilbyde dem et
omrids der gjorde det muligt at beskrive dem med støre klarhed.
Hvis stemningerne til den subjektive side således rummede et refleksivt
moment der var selvets følelsesmæssige opmærksomhed på sig selv som et
»Befindende«, og derfor alene »forsaavidt Modseetningen af Velbefindende og
Ikke-Velbefindende gjør sig gjeldende«, så var de til den objektive side samtidig
følelsesmæssigt involveret i en principielt uafsluttet refleksion over hvilke genstande
der uden at de var der muligvis havde kunnet motivere og karakterisere
»Bevidsthedsafficeretheden« i den konkrete situation. 1 Ligesom stemningen
derfor var en særegen forholden sig til den intentionalitet der i almindelighed
hørte til forholdet imellem det subjektive og det objektive moment i bevidsthedslivet
som følende, var stemningen med andre ord også netop erfaringen
af en stemning. Trods det at stemningerne som refleksive erfaringer
af erfaringer af en stemning dermed medindbefattede et moment af tænkning,
var der i fakultetspsykologisk forstand ikke tale om egentlig kognition i
henhold repræsentationer der kunne være sande eller falske. Snarere drejede
det sig om etableringen af emotionel baggrund der kunne give anledning til bestemte
repræsentationsdannelser, ligesom stemningen ifølge Mynster gjorde
»skikket til at modtage bestemte Følelse«, men idet disse repræsentationer på
en uafklaret eller uafsluttet måde netop havde sådanne følelser som genstand.
Som en erfaring af det der allerede var en personlig erfaring af »en vis herskende
Tone eller Beskaffenhed i Siælens indre Virksomhed«, 2 gjorde stemningen
1 F. C. SIBBERN: Psychologie (1856), p. 375.
2 C. MOLBECH: Dansk Ordbog (1831-33), art. “Stemme" (II, v.), p. 415; art. “Siælsstemning”, p. 311.
726