BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

dertil så mange af sine kræfter i behold at han utvivlsomt ville kunne genoprette
hvad han måtte have tabt til sygdommen. »Men han blev ved sit, at ingen
havde brug for ham, og der var intet for ham at gøre! Hans Hustru vaagede
over ham med bekymret Omhu; som hun fortalte mig, havde han nemlig for
adskillige Aar siden været ligedan, trykket af Skammen over en Uredelighed,
man havde grebet han i; og da have han gjort et mislykket Selvmordsforsøg.
Hendes bekymring viste sig grundet: en Dag havde han skuffet hendes Aarvaagenhed
og hængt sig«.
Jeg fortæller om denne lille Begivenhed«, tilføjede Dalhoff, »skjønt jeg véd
vel, at den er meget langt fra at være enestaaende, fordi den er min første Erfaring
i den Retning og som saadan gjorde et mægtigt Indtryk paa mig. Men det
mærkeligste ved den var, — og det er vel ogsaa langt fra enestaaende — at det
den hele Tid under al Bekymringen og Sorgen ikke et Øjeblik faldt enten mig
eller nogen af Omgivelserne ind, at Manden var syg, at han trængte til Læge,
mere end til Præst, til Ro og Pleje, mere end til Opmuntring. Der var ikke den
mindste Tanke om, at man ved at bringe ham til et Hospital kunde have reddet
hans Liv og sandsynligvis ogsaa hans Helbred. Nu véd jeg, at Manden var
sindssyg; hans Sygdom var den allersimpleste og sædvanligste Form for Tung-
sind«. 1
Den erfaring Dalhoff havde gjort sig satte dermed ikke kun et skel i forhold
til Hagerup der i sin tid, trods det virkningsløse i hans forsøg på »med det varmeste
Venskab« og »både med Fornuft og Religionsgrunde at afskrække ham
fra et saadant Skridt«, alligevel fandt at et tilfælde som X ikke »trængende til
Lægens men til Menneskekienderens ømme Vejledning, Pleie og Hielp«. 2 Men
samtidig med at Dalhoff sandsynligvis var kommet til erkendelse af den private
sjæleomsorgs utilstrækkelighed når sindstilstanden var sådan som bedstefaderens,
adskilte hans erfaring sig også fra de muligheder der havde stået til rådighed
for Bang da han på Frederiks Hospital stod overfor en patient der som den
37årige NN. præsenterede en »bestandig Drift til at skille sig af med Livet,
1 N.C. DALHOFF: Vores sindssyge (1879), p. 15. Det drejer sig antageligvis om en erfaring fra årene
1874-75 hvor Dalhoff henholdsvis var kapellan i Skørpinge og præst i Faardrup, begge beliggende i
Roskilde Stift. Cf. V. DALHOFF & A. TH. JØRGENSEN: Nicolai Christian Dalhoff: En dansk Filantrop
(1943), pp. 26-27.
2 E. HAGERUP: “Over en Selvmorder” (1801), p. 19; p. 13.
694