BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

vendige, men blot en specifikation af det enkelte tilfældes særlige karakter. Og
for så vidt den sædvanelige opgave for en asylstatistisk klassifikation var angivelsen
af sygdomsformer på det mest generelle klasseniveau, men uden at den
ene form kunne forveksles med eller opløses i den anden, var der på den anden
side dermed ingen grund til at angive om de enkelte tilfælde af mani eller mani
præsenterede intellektuelle forstyrrelser eller ej — da de uanset denne specifikation
netop var gemytssygdomme »igjen i to ganske modsatte Retninger, som
Exaltation (Mani) og Depression (Melancholi), hver i de forskjelligste Gradationer«.
1 At Selmer i de sidste år inden den nye klassifikation, til trods for et faldende
både absolut og relativt antal, ikke var gået fuldstændig bort fra at angive
tilfælde af melankoli og mani »uden eller med uvæsentlige Spor af Vanvid eller
Forvirring«, og at overlægen således også til stadighed må have iagttaget sådanne
sygdomsbilleder ved nyankomne patienters indlæggelse, kunne sandsynliggøre
denne sidste gisning [se FIG. 6.27].
Hvad denne tolkning muligvis kunne indebære er derfor at Selmer ikke alene
gjorde spørgsmålet om »Charakteren af Exaltation eller Depression, af forøget
eller formindsket Incitation«, til et væsentligere spørgsmål for maniens og melankoliens
identifikation og bestemmelse end forstyrrelser af forstanden —
havde han ikke gjort dette, ville det heller ikke have været nødvendigt at operere
med dem begge som to forskellige sygdomsformer i det nye klassifikationssystem;
han havde i stedet kunne nøjes med en enkelt klasse af gemytssygdomme
overfor for de tre forstandssygdomme (»Vanvid«, »Forvirring«,
»Fatuitet«) der var de samme i opgørelserne både før og efter 1861. 2 Hvad
tolkningsmuligheden derudover også syntes at medføre var at Selmer fra og
med 1861 både betragtede, behandlede og på anstaltsstatistisk vis redegjorde
for melankolien og manien som hver sin gemytssygdom. Eller rettere: han forelagde
og vedblev i sit arbejde at bekræfte eksistensen af to sindssygdomme der,
udover at være fælles om deres særlige helbredelsespotentiale indenfor den
nosokomielle behandlingskultur, nu også var fælles om akkurat i samme udstrækning
at repræsentere de primære gemytssygdomme orden, men var for-
1 H. SELMER: “Om Manien. (Efter Jacobi: Die Hauptformen der Seelenstörungen in ihren Beziehungen
zur Heilkunde. Erster Band. Leipsig 1844)” (1845), p. 51.
6.26.
2 J. C. Prichard: Sindssygdommene [oversat af H. SELMER] (1842), p. 10. Se FIG. 6.22, 6.23,
662