BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ved Jydske Asyl og den senere præst ved Skt. Hans Hospital udpegede den kategoriske
samhørighed der på trods af de almindeligt gældende fordomme
fandtes imellem afsindigheden og sygdom som »en Tilstand, hvori Legemets
naturlige Virksomhed, der er en Følge af Sundheden, i større eller mindre Grad
hindres og forstyrres, og som ender med, at den Syge enten helbredes eller
døer«. 1 Og begge gjorde de akkurat dette medlemskab til den instans hvori afsindigheden
i kraft af sin patologiske og abnorme status skilte sig ud fra det
sunde og almene, men hvori den samtidig hørte hjemme indenfor de rammer
den umiddelbart adskilte sig fra eftersom den egenskab at kunne blive syg var
hvermandseje og et almenmenneskeligt vilkår. Hermed var afsindighedssygdommen
i analogi med afsindigheden i den epidemiologiske problematisering
ikke blevet uproblematisk: som sygdom var afsindigheden ikke mindre betvingende
(»Sygdom er hver Mands Herre«) eller mindre skæbnesvanger (»Sygdom
er Dödsens Bud«), og som »Sygdom« var den endnu at regne »for et af de
mest nedbøjende Onder blandt de mange Sorger, hvilke Menneskene maa forsøge«.
2 Men i egenskab af en sygdom der hverken var mere eller mindre end
andre sygdomme var afsindigheden alligevel blevet mindre fremmed for det
sunde menneske, dels fordi den som en almen mulighed var rykket indenfor
rammerne af sin tidligere modsætning, dels fordi den som en parallel til samfundsafsindigheden
under hensyn til det epidemiologiske perspektiv nu trådte
frem som et sygdomsproblem iboende samfundet i egen ret.
Følgen heraf var ikke radikal i den forstand at der var tale om et fuldstændigt
sammenfald imellem afsindigheden som samfundsproblem og afsindigheden
som sygdom; men der var tale om en elementær samtidighed og familielighed i
måden disse to momenter rekonfigurerede den traditionelle alienation. Det ene
moment gentog eller reflekterede på et samfundsmæssigt niveau hvad det andet
moment søgte at gennemføre på det individuelle plan. På det individuelle
plan gjorde Dalhoff således gældende at »den almene Bevidsthed« sædvanlig-
1 C. MOLBECH: Dansk Ordbog indeholdende det danske Sprogs Stammeord (1859), bd. 1, p. 1091.
2 C. MOLBECH: Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, af trykte og utrykte Kilder (1830),
Nr. 3384, p.215 (»Sygdom er hver…). J. B. DES ROCHES DE PARTHENAY: Ord-Bog over danske Ordsprog
paa fransk oversatte (1757), p. 539 (»Sygdom er Dödsens…). F. C. TRYDE: Malthus mod Crome
eller om Dannemarks altfor store Befolkning, Aarsagen til den overhaandtagende Armod, samt om
de Midler, der herimod bedst kunne anvendes (1816), p. 53.
504