BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

lyse, rykkede afsindigheden på sin side også nærmere disse instanser og antydede
samtidig en forskydning i fremmedgørelsens betydning.
Den »Humanitetsfordring« der igennem hele det 19. århundrede så ofte var
blevet accentueret i forbindelse med den offentlige omgang med de afsindige
var i denne forstand mere end et forlangende om almindelig anstændighed og
godtagelige vilkår — i nogenlunde henhold til den bekendte praktiske idé om
»Humaniteten« som »et Udtryk for Friheden og den alsidige Udvikling i Modsætning
til Ufriheden og Barbariet«. 1 Og fordringen var også mere end det
»Humanitetsanliggende« der skulle diktere et specialindrettet og asylbaseret
dårevæsen i alle de tilfælde »hvor det har været Gjenstand for rationelle Foranstaltninger«.
2 Endnu et aspekt af humaniseringen bestod således deri at det
afsindige menneske og det sunde menneske trods den traditionelle afstand der
herskede imellem dem nu forekom at nærme sig hinanden: ikke alene principielt
som medlemmer af den samme almene humanitet, men også reelt fordi
afsindigheden under hensyn til både den epidemiologiske og den civilisatoriske
problematisering af tilstanden altid allerede udsprang af den første kategori
inden den gjorde sig gældende i den anden. Fordi afsindighedens afvigelse fra
den normale menneskelighed altid tidligere havde været en afdrift der havde
sin begyndelse i det normale. Eller fordi afsindighedens aberration lige så vel
var en erhvervet tilstand som den var en forudgående bevægelse, begge indlejret
i kulturen og samfundet: i det ene tilfælde som et problem; i det andet
1 K. PONTOPPIDAN: Fire psychiatriske Foredrag (1891): »Det er klart, at Humanitetsfordringen
først og fremmest skal ske Fyldest, og jeg mener endnog, at man for de Sindsssyge må forlange en kvalificeret
Humanitet« (p. 6). H. L. MARTENSEN: Den christelige Dogmatik (1849): »Humanitet er bleven
et almindeligt Løsen i den nyere Tid, et Udtryk for Frihed en og den alsidige Udvikling i Modsætning
til Ufriheden og Barbariet. Ja hos Mange i vor Tid er enhver positiv Bestemmelse gaaet tilgrunde i
dette Begreb, og det er træffende sagt, at den nyere Verden, istedetfor de gamle catholske Helgene, har
anskaffet sig en ny Helgen, nemlig Humanus, hvem den opsøger i alle Tider, blandt alle Folk, i alle Religioner
og Kirker« (p. 164). Cf. J. R. HÜBERTZ: Om Daarevæsenets Indretning i Danmark (1843):
»Fattigvæsenet fordrer det Oeconomiske i den yderste Strenghed, med en lille Tilblanding af det Humane;
Daarevæsenet derimod fordrer det Humane og det Hensigtsmæssige med en ikke altfor stor
Tilblanding af det Oeconomiske« (p. 14). Cf. også N. REISBY: “Psykiatriens organisation” (1985), pp. 17-
18.
2 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), p. 2. – Endnu
andre, muligvis mere velkendte aspekter af humaniseringstendensen behandles i V. B. PETERSEN:
“Menneskets menneskeliggørelse – betragtninger over det forrykte menneske” (2006).
499