BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

e de »forskjellige særlige eensidige individuelle Grundstemninger i Henseende
til denne Temperering, eller forskjellige Grundtilstande i Følelsesbevægethedens
Henseende; og her bliver da nu at see hen til de forskjellige Temperamenter,
hvorved vi forstaae de forskjellige Individers forskjellige naturlige,
deels oprindelige, deels under Livets Gang uddannede, Dispositioner
eller Grundstemninger i Følelsestilstanden i Henseende til den hele Maade,
hvorpaa man uvilkaarligen afficeres af og sættes i Bevægelse ved Tingene,
hvormed da visse særdeles Tilbøjeligheder til visse Arter af Følelser og Følelsesstemninger
forbinde sig«. 1
Det var denne resonansmodel med sin rette forholdsmæssighed der i takt
med den stemningsmæssiggjorde problematisering af melankolien og manien
efterhånden overlejeredes af en anden der som anført i højere grad koordinerendes
i henhold til sine specifikke disponerende og disproportionaliserende
virkninger. Det var denne yngre model for stemningskategorien som
især og umiddelbart blev tydelig i den artikulation af melankolien som en erfaringssygdom
der skal opridses i KAPITEL 8, og det var denne uforholdsmæssiggørende
dispositionsmodel der mere middelbart blev anskuelig i den artikulation
af manien som en adfærdserfaring der spejlende sig i den melankolske forstemning
skal fremstilles i KAPITEL 9. At der blev tale om en anden form for
stemningsmæssig koordination end den der knyttede sig nært til den ældre resonansmodel,
betød ikke at der historisk set blev tale om et decideret brud
imellem eller en entydig forskydning fra den ene til den anden. Som skildret
ovenfor var der netop en lang række familieligheder imellem de to fortegninger
for stemningskategorier, ligesom en stor del af den ældre models betydningssammenhænge
var indeholdt i den ældre.
Hvordan visse aspekter af den stemningskategori som blandt andet indgik i
de danske fakultetspsykologers forskellige fremstillinger af mennesket som erkendende,
følende og villende på én gang overleverede et allerede aftegnet felt
af betydninger og alligevel ikke kunne være den der for en nærmere betragtning
virkede organiserende for artikulationen af de stemningssygdomme hvori den
manisk syge skulle »befinde sig i en umotiveret, overdreven løftet Sindsstemning«,
imens melankolien mentes at »ytre sig ved en dyb Nedtrykthed i Sindet«
1 F.C. Sibbern:Psychologie (1856), p. 446.
734