BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

tionen af stemning og lignende sindstilstande tillader at kaste et vist lys over
den senere stemningskategoris praktiske semantik. Efterfølgende gøres rede
for hvordan fakultetspsykologien på linje med en række andre både samtidige
og tidligere tematiseringer af stemningen som udtryk for en særlig type af
sindstilstande mere eller mindre eksplicit arbejdede indenfor en slags “resonansmodel”
som samtidig gjorde det muligt at knytte stemningen og det såkaldte
»Temperament« sammen på en måde der var fremmed for den senere
stemningskategori. Som det skal behandles i begyndelsen af KAPITEL 8 angående
melankolien som stemningssindssygdom, fungerede den stemning som Dalhoff
med selvfølgelighed kunne henvise til i 1879 snarere ifølge en slags “dispositionsmodel”,
i særdeleshed når den som i dette tilfælde artikuleres som en
psykopatologisk tilstand. Som det umiddelbart nedenfor vil fremgå, er der til
trods for denne overordnede forskel imellem det stemningsmæssige resonerende
og disponerende alligevel gode grunde til at opsøge en del af stemningskategoriens
betydninger i forsigtig konfrontation med fakultetspsykologernes
fremstillinger.
a) Efter at havde fremhævdet hvordan »Forandringen i vor indre Tilstand (i
Individets eget Befindende)« som indtrådte ved den levende bevidsthed om en
eller anden genstand var det der kaldtes »Følelse« efter »den Sands, hvorigiennem
Indvirkningen umiddelbarest paatrænger sig os, skrev Mynster i sin
Grundrids af den almindelige Psychologie: »Dunkle kaldes Følelser, som enten
ere meget svage, eller hvis Aarsager vi ikke kiende, eller hvis Beskaffenhed
— om de ere Lyst eller Ulyst, eller hvad i vort Væsen der afficeres — vi ikke ret
ere os bevidste. I sidste Tilfælde kunne de ogsaa kaldes ubestemte. I det Sindet
atter bliver skikket til at modtage bestemte Følelser, siges det at erholde en
Stemning. Naar dunkle Følelsers Retning i det Hele er til Ulyst, kaldes Sindet
forstemt«. 1 Blandt disse stipulationer var der både nogle der havde et nogenlunde
tydeligt fællesskab med stemningskategorien i sidste fjerdel af det 19. århundrede
og nogle der ikke ville være til at genkende i denne sammenhæng.
For så vidt som stemninger og dunkle følelser var to udtryk eller to aspekter
af det samme fænomen under hensyn til sjælen som følende, var det ikke betegnende
for den senere stemningskategori kun at være en svag følelsestone;
1 J.P. MYNSTER: Grundrids af den almindelige Psychologie (1830), p. 66.
721