BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ningernes statistik angående sygdomsklasserne umiddelbart tillader som går
ud over det rent deskriptive. Denne beregningsmulighed er således den der,
ikke for et års vedkommende, men over en længere årrække, sammenholder
antallet af nyindskrevne patienter på asylerne diagnosticeret med melankoli og
mani med antallet af patienter der med de samme diagnoser blev udskrevet
derfra som helbredte [se FIG. 6.29 nedenfor]. 1
Hvad disse beregninger umiddelbart viser er en række forholdstal der på nær
et enkelt tilfælde udvikler sig forholdvis stabilt for de forskellige danske asyler,
hvilket kunne tyde på at den praktiske opfattelse som knyttede sig til identifikationen
af melankolien og manien kunne havde fundet en form der var nogenlunde
den samme — begribeligvis for så vidt som de tilgængelige behandlingsformer
og -muligheder i denne periode også var det. 1 At forholdstallene for
Jydske Asyl lægger sig nogenlunde i forlængelse af de resulater som Selmer selv
var kommet frem til i sit værk fra 1879, kunne endvidere styrke antagelsen om
at der her forsat var tale om en form for fællesskab i gemytssygdommens klasse.
At afvigelsen fra den almindelige tendens netop fandtes på Skt. Hans, men
efterhåden nærmede sig de andre, kunne imidlertid omvendt både tyde på at
Steenberg gjorde andre klassifikatoriske standpunkter gældende og at dette også
var en mulighed indenfor den standardiserede skabelon i og med sygdomsformerne
også her lod sig opdele i primære og sekundære hovedgrupper. Ende-
1 At beregninger ikke kan foretages for det enkelte år, men kun for en årrække, og med henblik på en
tendens over tid, skyldes at gruppen af indlagte ptt. under en diagnose på grund af sygdommens varighed
(altså når >1 år) ikke er den samme som gruppen ud af hvilken en vis andel anføres som helbredt.
FIG. 6.29 bygger på materialet fra {Beretn. Skt. Hans, 1873 – 1899}, {Beretn. Jydske Asyl, 1873 –
1899}, {Beretn. Oringe, 1873 – 1899}, samt {Beretn. Middelfart, 1888 – 1899}.
1 Fremstillinger af den psykiatriske behandling i både F. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper
i kort Omrids (1895), Kap. V: Behandling (pp. 334-59) og C GEILL: Nogle Bemærkninger angaaende
den moderne Sindssygebehandling (1895) tyder på at de større forandringer som fandt sted i
kraft af en behandlingsform der orienterede sig mere og mere imod en form for relaksation af asylpatienter
end den indirekte virkning fra »Hospitalslivet selv med dets Ro, Orden og Velvære« (N. C. DAL-
HOFF: Vore sindssyge (1879), p. 140; cf. også H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets
Indretning (1846), p. 49) først blev mærkbare henimod slutningen af det 19. århundrede. Cf. A.
WIMMER: “Momenter af Nutidens Sindssygebehandling” (1916), p. 61. M. ANCHERSEN: Forelæsninger
om Sindssygdom og Sindssygepleje (1924). P.J. REITER: Sindssyge og Sindssygebehandling: En
Haandbog for Sygeplejersker (1926), p. 40. J. MØLLERHØJ: På gyngende grund: Psykiatriens praksisser
og institutionalisering i Danmark 1850-1920 (2006), pp. 201-58.
686