BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

tilfælde bragte Knud Pontoppidan, da han havde afløst Holm som asyloverlæge
(1897-1899), til at forfægte at der på grund af udviklingen var blevet »de uhelbredelige,
der nyde godt af de oprindeligt i andet Øjemed opførte Bygninger,
der er for største Delen sløvsindede Patienter, der optage de for helt andre Kategorier
af syge tiltænkte Lokaler og Indretninger«. 1 Med andre ord: trods det
at sådanne forhold kunne have spillet ind på hvor mange og hvem der blev
klassificeret på asylerne, og på hver sin måde også hvad der her burde klassificeres,
fik det ingen indflydelse på den standardiserede sygdomsklassifikation
som indgik i årsberetningerne og således heller ikke på karakten af den komparable
statistik der produceres.
»de i vor Tid paafaldende stærkt stegne Fordringer til offentlig Ro og Orden, som fordrede forstyrrende
eller opsigtsvækkende Sindssyge bragte i Forvaring, i Forbindelse med Nutidens ligeledes stærkt stegne
Fordring til Hygge og Komfort i Hjemmet med Fjernelse af alle generende Elementer« (p. 7). – Tilsvarende
havde den daværende reservelæge ved Jydske Asyl KR. HELWEG i “Lidt Anstalts-Statistik for
Jylland” [1], Hospitalstidende, 22 (1882): 457-71, fremført at behandlings- og pladsbehovet på asylerne
ikke så meget bundede i spørgsmålet om hvor mange sindssyge der i virkeligheden fandtes indenfor de
danske grænser, og ej heller i hvorvidt de i realiteten trængte til indlæggelse eller ej; behovet for plads
skulle derimod væsentligt være betinget af ekstrakliniske faktorer og herunder især af »hvor stor en
Trang der er hos den sunde Befolkning til at faa deres Sindssyge anbragte i Asyler« (p. 458).
1 K. PONTOPPIDAN: “Betragtninger over vort Sindssygevæsen”, Bibliotek for Læger, 93 (1901): 479-
536: »Spørgsmaalet om, hvor vidt og i hvilken Grad Antallet af Sindssyge tiltager, er ofte debatteret.
Hvorledes det nu forholder sig hermed, det er i alt Fald utvivlsomt, at det mindre er det voksende Antal
af Sindssyge, der betinger Pladsmangel i Anstalterne, end den voksende Trang til deres Forsørgelse, en
Trang, der væsentlig hænger sammen med Tidens forandrede Livsforhold« (p. 480). »Forinden man
lægger Befolkningen Krav til Grund, kunde der maaske spørges, hvor vidt disse er rimelige og naturlige,
og i hvilken Udstrækning det bliver nødvendigt at fyldestgøre dem. […] Spørgsmaalet er med andre
Ord, om man ikke er kommen ind paa at hospitalisere for stærkt. Det har aabenbart været forudset,
den Gang man i det afvigte Aarhundrede skulde blive, som den er bleven. Vor første Statsanstalt kaldtes
udtrykkeligt “Helbredelsesanstalten for Sindssyge i Nørrejylland”, og dens Regulativ bestemte, at
Patienter, der ikke helbrededes, kun havde ret til at forblive 2 Aar i Anstalten. Man havde sikkert ikke
tænkt sig, at det jydske Asyls hele præg efter et halvt Aarhundredes Forløb skulde forandres saa fuldstændigt,
som sket er. Det gik imidlertid her som paa alle andre Anstalter: Afgangen hold ikke Skridt
med Tilgangen; efterhaanden ophobedes et Residium af uhelbredelige Patienter, som beslaglagde flere
og flere af Pladserne og endog udelukkede de friske, helbredelige Tilfælde fra Indlæggelse. Paa denne
Maade er Anstalternes Fysionomi i Aarenes Løb undergaaet en væsentlig Forandring, ja de ere, i alt
Fald for de to ældste Statsanstalters Vedkommende, blevne aldeles overvejende Plejestiftelser; det er de
uhelbredelige, der nyde godt af de oprindeligt i andet Øjemed opførte Bygninger, der er for største Delen
sløvsindede Patienter, der optage de for helt andre Kategorier af syge tiltænkte Lokaler og Indretninger«
(p. 482).
563