BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

gældende imellem det afficerede og det der afficerede der kunne få Mynster til
at opstille en slags spektrum der var udspændt imellem to næsten kontrasterende
følelsesmæssige modaliteter: i den ene ende således den situation at bevidstheden
om »Objektet« for følelsen betragtet som »en Forandring i vor indre
Tilstand« kunne blive så levende at »vi derover glemme den subjektive
Forandring, og tabe os i Gjendstanden«; og i den anden ende den situation at
»Forandringen i vor indre Tilstand (i Individets Befindende)« omvendt kunne
blive »saa levende, at vi derover glemme Objektet«. 1 At følelseslivet kunne
spænde så vidt, være så vidtfavnende med hensyn til det afficerende og det at
være afficeret, gengav Sibbern mere formelt idet han definerede hvilken oplevelsesform
der hørte til hvert af spektrets endepunkter. På den ene side skrev
han: »I subjectiv Henseende, eller i Henseende til det subjective Moment,
Følelsestilstanden i og for sig, er al Følelse enten 1) Velbehag, Oplivethed,
Interesse, Omsorg, Tilfredsstillelse, Glæde, Besaligelse osv. (et eneste
velbetegnende Ord for alt Dette haves ei), eller 2) det Modsatte, eller ogsaa er
den 3) en af begge Dele blandet Følelse«. Og om »Følelsens objective Moment«
anførte han på den anden side at det beroede på »hvad det er, hvorved
de Gjenstande, som sætte Sindet i Bevægelse og fremkaldende bevirke Følelserne,
— og som derfor kaldes Følelsernes Gjenstande, — udøve denne
deres Følelsesvirkning, tiltrækkende eller frastødende«.
Sammen med denne mere formelle skelnen supplerede Sibbern imidlertid
også med en omstændighed der ikke alene kunne give forklaring på hvorledes
den enkelte følelsestilstand placerede sig på det nævnte spektrum, men samtidig
kunne udtrykke noget centralt med hensyn til spørgsmålet om den følelsesmæssige
intentionalitet og refleksive selvbevidsthed der skulle
komme til at høre til stemningskategoriens væremåde. »Her have vi da«, forsatte
Sibbern således, »at agte paa den eiendommelige Beskaffenhed, som Følelsen
faaer ved den Maade, hvorpaa det Objective og det Subjective træde i
Forhold til hinanden under vore Følelsesaffectioner, idet hiint griber ind i vor
Vitalitet paa visse bestemte Maader, hvorunder det da staaer for os med en vis
Betydenhed, og giver vor Sindsstemning eller Sindsbevægelse en vis eiendommelig
til dette Forhold svarende Charakteer; hvorved da Følelserne blive lige-
1 J. P. MYNSTER: Grundrids af den almindelige Psychologie (1830), p. 66.
724