BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

model i hvilken alle udtryk for sindssygdom i og for sig var den samme sygdom
lige indtil de enkelte tilfælde havde vist sig at være det de egentlig var, nemlig
stadier i et forløb der med forskellige individuelle udfald bevægede sig fra det
akutte udgangspunkt imod det kroniske endepunkt. Samtidig havde Steenberg
også stillet et forslag der om end på en ny måde tenderede til at definere melankolien
og manien som symptomatiske udtryk for den helbredelige sindssygdom
— og ikke som de selvstændige sygdomme der i modsætning til de resterende
sindssygdomme hyppigt ikke endte som uhelbredelige tilfælde, men som
asylernes behandlingskultur allerede omkring 1870 havde demonstreret ofte
viste sig at havde en gunstig prognose i aposteriorisk forstand. 1
b) Da Selmer i 1872 som den eneste i dansk sammenhæng valgte at tage del i
den »Kamp« som forslagsstillerne havde inviteret til angående det »rejste
Stridsspørgsmaal at fremkalde andre og bedre Principer for Sindssygdommenes
Inddeling«, var det med hensyn til den nye nomenklatur imidlertid næsten
udelukkende for at »underkaste den en Kritik«. 2 Denne kritik, der næsten i artikelform
bragtes for offentligheden i Ugeskrift for Læger, omhandlede især
det som overlægen fra Jydske Asyl betragtede som problematisk og mangelfuldt
ved »selve Inddelingsprincipet«; men den syntes imidlertid at være
mindst lige så motiveret af de angreb der var gjort imod manien og melankolien
som selvstændige sindssygdomme, eller, sådan som Selmer selv pointerede,
som paradigmatiske udtryk for »Gemytslivets Liden« i sygelig forstand. At debatten
imellem landets to førende overlæger på det psykiatriske område netop i
særlig grad kom til at angå relationen imellem asylernes sygdomsklassifikation
i det hele taget og manien og melankoliens særegne status, enten som den akutte
og primære sindssygdoms symptomatiske udtryk eller som gemytsygdomme,
1 Denne model har således også lighed med den såkaldte »Enhedspsykose« der knyttet til psykiatriske
navne som Zeller, Guislain og Greisinger (om end på forskellig måde) skulle forfægte at der for en
nærmere betragtning ikke fandtes flere forskellige særartede sindssygdomme, men at disse i virkeligheden
kun dannede forskellige fremtrædelsesformer i forløbet af én og samme sygdomsproces. Cf. G.
E. Berrios & D. Beer “The notion of unitary psychosis: A conceptual history”, History of Psychiatry, 5
(1994): 13-36. O. M. Marx: “Wilhelm Griesinger and the history of psychiatry: A reassessment”, Bulletin
of the History of Medicine, 46:6 (1972): 519-44. Cf. også J. MØLLERHØJ: På Gyngende Grund
(2006), pp. 67-82
2 H. SELMER: “Om Overlæge Salomons og Prof. Steenbergs Forslag til en ny Inddeling af Sindssygdommene”,
Ugeskrift for Læger, 3. Rk. XIV. Bd. (13) (1872): 205-22.
670