BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

en enkelt Gang Noget, var det, at hun “var en stor Synderinde”, “havde gjort
noget Skrækkeligt”, “ønskede kun at komme ad med Livet, fordi hun var uværdig
til at leve”; nægtede at spise, “fordi hun ikke fortjente det”. I Antalten laa
hun en Tid lang aldeles Taus hen med smertefuldt sammentrukket Ansigtsudtryk,
Munden dirrede som ved sammentrængt Graad. Af sig selv yttrede hun
aldrig et Ord; kun lige naar man forhold hende, kunne der undertiden komme
en svag uforstaaelig Mumlen, som om hun vilde holde En tilbage; men vendte
man saa om, laa hun taus og passiv som før. Ved meget energisk Tiltale kunde
det undertiden lykkes at aflokke hende et enkelt Ord, langsomt og besværligt,
som med stor Overvindelse, men det tydede i Reglen paa at hun var orienteret i
Forholdene. Hun var en Tid lang meget uvillig til Spisning som til enhver anden
aktiv Proces. Hallucinationer mærkedes ikke. Efter nogle Maanders Forløb gik
hun over i en lovende Rekonvalescens«. 1 Den unge kvinde var således et tilfælde
som umiskendeligt sammenførte melankoliens hæmning og dens forstemning
til en form for koordineret enhed.
1 Fr. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper (1894), p. 35.
801