BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Ideatorisk knyttede sig således til maniens ude-af-sig-selv-væren en form
for ekstrovert logik hvori forestillingsstrømmen hele tiden involveredes i skiftende
og flygtige udefrakommende temaer i en sådan grad at ensformigheden
netop blev den ydre verdens stadige flimren i den maniske bevidsthed; hvorimod
der til melankoliens sindssygelige i-sig-selv-væren hellere knyttede sig en
slags omvendt introvert logik hvori forestillingernes forløb implicerede det
samme indefrakommende tema således at monotonien her blev den evindelige
genkomst af den selvsamme indre verden. 1 Også på det ideatoriske plan bragte
den maniske stemning således den syge ud af sig selv: ligesom den melankoliske
stemning gjorde sig gældende sammen med en række markante ringhedsforestillinger
der på en ensartet måde fastholdt den sindssyges tankegang inde i
sig selv, således at stemningen og den introverte tankegang mødtes i en form
for sygelig oppression, gjorde den maniakalske stemning sig gældende sammen
med en række lige så markante storhedsforestillinger der på en anderledes ensartet
måde førte den sindssyges tankegang ud af sig selv, således at stemningen
og den ekstroverte tankegang her mødtes i en form for psykopatologisk ekspansion.
I henhold til den modificerede fakultetspsykologi var det i høj grad
disse figurer der strukturerede »Bevidsthedstilstanden eller Bevidsthedsafficeretheden,
forsaavidt som Modsætningen af Velbefindende og Ikke-
Velbefindende gjør sig gældende«: ulysten blev som en indre tvang og smerten
herved, imens lysten blev en ydre frigørelse og nydelsen herfor. 2
c) På samme måde som melankolien umiddelbart kunne adskille sig i hvert
fald i to særlige fremtrædelsesformer, henholdsvis karakteriseret ved en stærkt
øget psykomotorisk agitation (melancholia agitata) eller ved stærkt øget inhibition
(melancholia attonita), kunne som et tredje punkt også manien frembyde
»forskellige afskygninger, al eftersom det ene eller det andet symptom er
særlig fremtrædende«. 3 Disse uensartede maniske fremtrædelsesformer antydede
Dalhoff i sin beskrivelse af den unge kvinde der spaserede på Bistrupgaard.
Hendes afsindighed skildredes for det første som »påtrængende, ja lige-
1 Cf. W. GRIESINGER: Pathologie und Therapie psychischen Krankheiten (1871; 3.udg.), p. 276
2 F.C. SIBBERN: Psychologie, indledet ved almindelig Biologie, i sammentrængt Fremstilling
(3.udg., 1856), p. 375.
3 N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers Optræden… (1885), p 120.
817