BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

tydelig Svækkelse i denne eller hin Sphære af det aandelige liv, en eller anden
Særhed eller Ejendommelighed, som tidligere var Vedkommende fremmed eller
i alt fald mindre Fremtrædende, i lang Tid, ofte for bestandigt vedbliver at
minde om det Overstaaede«. 1 Med disse forudsætninger eller forbehold kunne
Selmer derfor understrege at »Begrebet “Helbredelse”« først og fremmest var
at opfatte »med væsentligt Hensyn til det praktiske Liv; og til de Helbredede
ere overhovedet alle de henførte, der ere afgaaede i en saadan Forfatning, at de
enten have været i Stand til at gjenoptage deres tidligere Livsgjerning eller i alt
Fald til paa anden Maade at fyldestgjøre de Fordringer, som efter deres Kundskaber
og Færdigheder, deres Dannelsestrin og ydre Livsvilkaar ordentligvis
kan gjøres til dem i saa Henseende. Helbredelserne kunne paa denne Maade
vel ikke alle siges at have været lige fuldstændige; men naar der virkelig har været
Grund til at betvivle Vedkommendes Evne til at gjøre Livets billige Fordringer
behørig Fyldest, har det altid været foretrukket at henføre ham under Rubrikken
“Bedrede,” hvorimod Udsigten til muligt Tilbagefald i Fremtiden ikke i
og for sig har udelukket Vedkommende fra de Helbrededes Klasse«. 1
1 H. SELMER: Statistiske Meddelelser (1879), p. 157; p. 161. »Men det vilde ogsaa baade være upraktisk
og stridende mod den Opfattelse af Begrebet “Helbredelse”, som med fuld Føje gjør sig gjældende i
det daglige Liv, at tage Ordet i saa snever en Betydning. Man vil dog ikke benægte, at en Typhus eller en
Koldfeber er helbredet, fordi den kan have efterladt sig en temporær Svækkelse af Hukommelsen, en
Formindskelse af den tidligere Vigør der maaskee først taber sig ad Aare, eller en Tilbøjelighed til Tilbaagefald,
der yttrer sig ved lejlighedsvise Mindelser af det overstaaede Onde, og man vil ikke kunne
kalde et Benbrud eller et Saar uhelbredet, fordi det første maaskee ikke er helet uden nogen Forkortning,
eller fordi det sidste kan true med at bryde op ved Anstrengelser. Men i Virkeligheden ere hine
Spor af den overstaaede Sindssygdom ikke at betragte anderledes, end saadanne Residuer af en legemlig;
og naar de ikke have medført nogen væsentlig Formindskelse af Evnen til at gjøre Livets Fordringer
Fyldest, have de heller ikke været ansete for tilstrækkelig Grund til at udelukke den Paagjældende fra
Rubrikken for de Helbredede« (p. 158).
1 H. SELMER: Statistiske Meddelelser og Undersøgelser (1879), p. 157. »Af de periodiske Anfald er
saaledes – uagtet disse Tilfælde, i deres Helhed betragtede, vistnok som oftest maa opfattes som uhelbredelige
— ikke ganske faa henførte til Helbredelserne: naar nemlig Intervallerne have været saa lange,
og have frembudt en saadan Integritet af de sjælelige Evner og saa megen personlig Dygtighed, at de
i Virkeligheden maatte ventes at tillade Vedkommende at udfylde sin Plads i Livet indtil det næste Anfald,
hvorimod slige Patienter kun ere henførte til de Bedrede, naar Intervallerne have været af kort
Varighed, og mere have haft Karakteren af Remissioner, under hvilke Patienterne vedbleve at være
sjælelige Valetudinarier, hvad der sædvanligvis bliver Tilfældet efter en længere Række af Anfald« (p.
158). – »Naar en Rekonvalescens ikke har været afløbet fuldstændigt ved Udskrivningen af Anstalten,
er Vedkommende ikke henført til de Helbredede, med mindre der kun har været enkelte og uvæsentlige
578