BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

stemning, det undertrykte og det opløftede, endda det begejstrede og henrykte, så var dette
aspekt af modsætningsparret angiveligt ikke det første den samtidige læser af enten
Jacobi eller Selmer ville havde forbundet med de to termer. Også for så vidt som hverken
Jacobi i sine indledende redegørelser eller Selmer i sit referat heraf havde angivet
nogen anden betydning eller i det hele taget nogen, men blot havde anvendt de
to termer med en selvfølgelighed som om betydningerne allerede var givet, ville
denne umiddelbare opfattelse af eksaltationen overfor depressionen rimeligvis
have været den der hovedsagligt så en modsætning imellem det nedstemmende
i forstanden at dæmpe, slappe, formindske, indskrænke, nedsætte, eller netop i
svækkelsen og slappelse, overfor det opløftede i forstanden at føre opad, hæve i
vejret, forhøje, det spændte eller det overspændte. Først og fremmest ville de
såvel de to asyloverlæger som deres læsere forudsætningsvis have forbundet
begrebsparret med det der netop var dels en »Nedtrykkelse« og dels en »Ophøielse«
med hensyn til kraft og virksomhed, med det var en potensopløftelse
over for potensnedstemning under hensyn til aktivitet og livlighed.
Forbundet med melankolien og maniens sygdomme var der med andre ord
tale om en applikation af de betydninger der lå i den i tiden almindeligt anvendte
modstilling imellem sthenia og astenia, imellem de overslappede og de
overspændte tilstandsformer der siden deres herkomst i John Browns fysiologiske
exicitationsmodel i det 18. århundrede havde placeret sig på hver sin side
af den sundhedstilstand som selv fremstod som et fysiologisk equilibrium uden
at bære præg af hverken det deprimerede eller det eksalterede. 1 Hvad der fremgik
heraf var således at introduktionen af depressionens og eksaltationens begreber
i den sammenhæng som Selmer talte fra også indebar en forskydning
bort fra William Cullens excitationsmodel for maniens og melankoliens grundlæggende
patologi der i modsætning til Browns netop ikke var organiseret i
henhold til svækkelse og styrke som kontrære modpoler på hver side af sundhedens
fysiologiske equilibrium, men som større eller mindre grad af patologisk
forstyrrelse, som en mere eller mindre ulighed eller uregelmæssighed i
hjernens exicitation (»inequality in the excitement of the brain«), hvor ligevægten
ikke var et balancepunkt imellem det modvarende, men det sted hvorfra
1 Cf. J. Brown: The Elements of Medicine (1788), bd. 1, pp. 14-15. Se KAP. 2, §7.
653