BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

peutisk og nosologisk forstand hørte ind under den større og overgribende
klasse af galskabssygdomme med partielt afsind (»monomanie en sens large«). 1
På denne måde at afmontere en stor del af den patologiske opmærksomhed
fra de i snæver forstand melankolske og monomaniske sygdomsformer til fordel
for den brede bestemmelse af monomanien og gøre denne til den egentlige
sygdomsklasse var ikke en manøvre der alene karakteriserede Esquirols beretninger.
Også Prichard havde i A Treatise on Insanity and other Disorders Affecting
the Mind (1835) forelagt en lignede operation der samtidig gik et skridt
videre ved utvetydigt at ophæve melankolien som selvstændig sygdomsklasse
og subsumere den under monomanien i bred forstand (»Melancholia, meaning
monomania with melancholy dejection«). 2 På den ene side var det således en
læsning af Esquirols sygdomsinddelinger sådan som den følgende som Gøricke
afholdte sig fra i sine opgørelser fra Skt. Hans Hospital: »Melancholi [Melancholia]
var den Betegnelse, under hvilken denne Form af Sindssygdommene gik
hos Forfattere fra Hippokrates’s Tid indtil for ikke ret mange Aar siden. Men
Esquirol bemærker rigtigt, at dette udtryk antydede en Forestilling, der ikke
altid stemte overens med Virkeligheden, den nemlig, at det partielle Vanvid
væsentligt har en mørk Charakter, eller er forbundet med Nedslaaethed eller
Forknythed. De Illusioner, som beherske Sjelen, tyde nemlig hos Patienter af
denne Klasse ikke altid hen paa Mismod eller Melancholi [melancholy]. Mange
Vanvittige af dette Slags ere indbidte og stolte, og ansee sig selv for Konger og
Keisere, medens de ere i Stand til at tale sammenhængende, om just ikke altid
fornuftigt, om almindelige Gjenstande; og de synes at befinde sig vel ved deres
fixe Ideer. Andre yttre deres Afsindighed ved en eller anden metaphysisk eller
abstrakt Forestilling, hvorom de tale Absurd, men uden mindste Tilbøjelighed
til Tungsind eller mental Nedstemning [mental dejection]. For saadanne Tilfælde
var “Melancholi” [Melancholia] unægtelig en upassende Benævnelse, og
Udtrykket Monomani [Monomania], som Esquirol træffende foreslog, blev almindeligt
adopteret i dets Sted. Den Betydning, som de ældre Forfattere tillagde
melancholia, var imidlertid ganske den samme, som man nutildags lægger i
1 Cf. E. Esquirol: Des maladies mentales (1838), “Mémoire historique et statistisque sur la Masison
Royale de Chareton” (bd. 2, pp. 202-92; cf. også bd. 1, pp. 398-400). Se FIG. 6.20.
2 J. C. PRICHARD: A Treatise on Insanity and other Disorders Affecting the Mind (1835; 1. udg.), p.
137.
617