BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

manien med hjælp fra modstillingerne af en lang række forskelligartede kategorier
og de oplysninger som disse kunne tilvejebringe, skabte den imidlertid
samtidig mulighed for en overhængende komplicering af sagen der var grundet
i de selvsamme kategoriers store antal og større eller mindre væsentlighed
for sygdomsbeskrivelsen. Den moderne kontekst hvori manien og melankolien
i anden halvdel af det 19. århundrede på ny skulle afsløres tenderede på denne
måde til også at tildække dem igen med oplysninger og materiale der ikke forekom
umiddelbart centrale for sygdommenes særegenhed, men som omvendt
syntes at repræsentere elementer der var uundværlige for både opbygningen og
opretholdelsen af den nosokomielle kontekst der især var lagt an på sindssygdommenes
mulige helbredelighed.
Hvor den kliniske veridiktion der gjorde sig gældende i denne helbredelsessammenhæng
på den ene side havde sat et erfaringsbaseret skel i forhold til
den naturhistoriske, for så vidt som førstnævnte a posteriori søgte at gestalte
sine sygdomsenheder med udgangspunkt i en mængde af patienter der gruppevis
og ved alle sammen at befinde sig på det samme hospitalslignende sted
kunne tilbyde den psykiatriske iagttagelse nogle definerende fællestræk, manglende
den kliniske nosografi på den anden side den spekulative renhed som
havde tilladt den naturhistoriske nosologi at abstrahere fra alt andet end netop
den sygdom der skulle fremlægges i sin identitet og differens set i forhold til
alle andre naturlige sygdomsenheder. Prisen for den større empiriske klarhed
i kraft af hvilken sygdomsartenes kliniske sandhed begyndte at manifestere sig
var derfor ikke kun et afkald på naturhistoriens mere spekulative renhed hvorfra
sygdomsnavnene — til eksempel Sprengels »Melancholie«, »Raserei« og
»Blödsinn« fra 1801 — næsten var det eneste tilbageblevne i den nye sammenhæng.
1 I og med at sygdomsarterne nu skulle finde deres ligheder og forskelle i
forlængelse af de fællestræk der syntes at høre til divergerende patientgrupper,
konfunderedes og kompliceredes den kliniske veridiktions erfaringsmateriale
samtidig af alle de andre faktorer og omstændigheder der uomgængeligt knyttede
sig til problematiseringen af de sindssyge patienter for så vidt de befandt
sig indenfor rammerne af anstaltens nosokomielle kontekst. Idet helbredelsens
mulighed — for så vidt den blev varetaget på den rette måde og for så vidt den
1 Cf. K. Sprengel: Handbuch der Pathologie (1801), bd. 3, p. 275-77. Se Kap. 2, §8.
573