BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

sindssygdom indgik i den samme offentlige gestus som den der angik melankolien,
var den relation imellem det almene fællesskab og denne sygdom alligevel
ikke helt den samme som den der spejlede sig i melankoliens stemningsmæssige
fremmedgørelse, ikke fra en sensus cummunis, men indenfor rammerne
af det almenmenneskelige gebet. Trods det at Dalhoff, ligesom det var tilfældet
med tidens psykiatriske fremstillinger, artikulerede både melankolien og manien
som »Stemningssygdomme« i hvilke »Sindet er sygeligt stemt, og da enten
til den ene eller den anden Side, nedstemt eller opstemt, eftersom det er
sygelige Bedrøvelse og Angst, eller sygelig overspændt Glæde og Haab, der fylder
Sindet«, 1 var det af forskellige grunde ikke muligt at modspejle den maniakalske
fremmedgørelse i den der hørte til melankolien på samme umiddelbare
måde som det opstemte overfor det nedstemte kunne lade ane.
*
I dette korte KAPITEL 8 skal det i forlængelse af den forudgående redegørelse
for melankoliens udlægning i stemningens særlige fælleskab dreje sig om på
hvilken måde manien heroverfor blev genstand for nye former artikulation fra
og med 1880erne. Fremstillingen koncentrerer sig især om hvorledes den mani
der førhen havde forekommet enten relativ tavs eller umiddelbart selvforklarende
begyndte at tale eller får et eget sprog der havde sit afsæt og princip i det
der som skildret nu var blevet en bipolar modstilling til melankolien. Siden den
naturhistoriske problematisering i slutningen af det 18. århundrede, og siden
opstillingen af det diagram over manien og melakoliens affinitet og relationer
der kunne anes når Hagerups “Over en Selvmorder” jævnførtes med Andresens
“Min Sinds-Sygdom i Aaret 1783”, havde det, om end i faldende grad, været
som om de maniske tilstande ikke havde fordret den mængde af forklaring som
melankoliens partielle afsindighed og den række af specifikke emner som denne
kunne stå i relation til — et forhold der givetvis skyldtes at manien, dels i sin
omfattende vanvidsforstyrrelse med talrige vrange forestillinger og forbistrin-
mindst Fjerdedelen af de mandlige Patienter skyldtes Alkoholnydelse deres ulyksalige Sygdom. Han
vilde gerne være blevet i denne Gerning; men da Forudsætningerne herfor fattedes, maatte hans Tanke
føres imod Arbejdet i Hovedstaden, hvorfra alle Patienterne kom, og hvor deres Ulykke skulde forebygges«
(p. 390).
1 N. C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), p. 15.
807