BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

(»passions«), sindsbevægelser (»émotions«) og følelser (»sentimens«), men
især i forbindelse med forstyrrelser af viljen (»lésions de la volonté«), og herunder
både dens tilskyndelser (»impulsions de la volonté«) og handleformer
(»actes de la volonté«): altså det funktionsområde indenfor bevidsthedslivet
som Pinel samlet set havde givet navn af de affektive fakulteter (»facultés affectives«).
1 På denne måde kom de gemytssygdomme der først og fremmest manifesterede
sig i kraft af »Alienationer i Begjæreevnen« også til at trække en historisk
tråd tilbage til den kliniske sygdomsform som Pinel havde opstillet efter
at have iagttaget talrige internerede patienter på Bicêtre som på intet tidspunkt
fremviste læsioner på forstandens område (»qui n’offroient à aucune époque
aucune lésion de l’entendement«), men derimod opførte sig som om det alene
var de affektive fakulteter der var læderede (»comme si les facultés affectives
avoient été seulement lésées«): altså den kliniske sygdomsform der hurtigt
skulle blive berømt under navnet manie sans délire. 2 — Et historisk slægtskab
der fandt bekræftelse i den omstændighed at den tyske gengivelse af udtryk såsom
»le plus haut degré de bouleversement de facultés affectives« akkurat blev
»ein hoher Grad von Verkehrtheit des Begehrungsvermögens« allerede i oversættelsen
af førsteudgaven af Pinel hovedværk fra 1801, ligesom det var under
begæreevnernes særlige betegnelse at det i tysk sammenhæng blev almindeligt
at diskutere rækkevidden af sygdomsformen Manie ohne Delirium. 3
1 Cf. Ph. Pinel: Traité médico-philosophique sur l’aliénation mentale (2.udg. 1809), pp. 4, 71, 155
(»affections morales«); pp. 3, 6 (»lésions de la volonté «); p. 5 (»impulsions de la volonté«); p. 139
(»actes de la volonté«); pp. 156, 181 (»facultés affectives«). Cf. L. C. Charland: “Science and morals in
the affective psychopathology of Philippe Pinel”, History of Psychiatry, 21:1 (2010): 38-53.
2 Ph. Pinel: Traité médico-philosophique sur l’aliénation mentale, ou la manie (1801), p. 150, p.
155.
3 Cf. Ph. Pinel: Traité médico-philosophique sur l’aliénation mentale, ou la manie (1801), p. 247.
Ph. Pinel: Philosophisch-medicinische Abhandlung über Geistesverirrungen oder Manie [übergesetzt
von Mich. Wagner] (1801), p. 262 (cf. også p. 411, p. 416). – Om den tyske diskussion af manie sans
délire: se især A. C. H. Henke: Abhandlungen aus dem Gebiete der gerichtlichen Medicin (1834), bd.
5, pp. 214-64. J. W. H. Conradi: Beitrag zur Geschichte der Manie ohne Delirium (1835), e.g. pp. 8-
9, 31. I en af sine mange kommentarer til Henkes værk (p. 215) skrev Conradi afklarende angående
relationen imellem den sygdomsform og begæreevnerne: »Und so soll auch nach seiner neuesten
Äusserung der Streit nicht den krankhaften Zustand nach seiner äusseren Erscheinung betreffen, sondern
die Erklärung, die man von seinem Wesen gebe, indem man ihn für eine reine Affection des Begehrungsvermögens
(oder nach dem Ausdrucke Anderer für eine reine Krankheit des Willens) bei voll-
640