BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

derligt, og den vedbliver at bestaae fremdeles, efterat disse ugunstige Forhold
ved hans Optagelse i Anstalten for længe siden ere hævede; thi “her i Anstalten
vilde han gjerne leve, siger han, bestandigt”. Tilstanden er altsaa subjektivt
umotiveret. Den har efterhaanden omskabt hele hans Personlighed, gjort ham
fra en flittig og stræbsom Mand til en træg og energiløs. Den har lammet hans
Villie og behersker den fuldstændigt under Exacerbationerne. Den har reduceret
hans Forestillingsliv, for saa vidt det sættes i Bevægelse af ham selv, til et
evindeligt Litani af eensformige, uklare, almindelige Klager. Depressionen stiger
jævnligt spontant — thi noget ydre eller indre bevidst Motiv er ikke at paavise
— til heftige Paroxysmer af Angest, der fuldkomment betage ham Besindelsen.
Denne Form af reen Gemytssygdom er det, man benævner Melancho-
li«. 1
Af samme grund var den uomtvistelige sindssygdom som her skildredes i
gemytslidelsens form heller ikke en afsindighed, hverken i partiel eller i nogen
anden overlevet forstand. »Det er en bekjendt Sag, hvorpaa Anstalterne afgive
rigelige Exempler«, understregede overlægen, »at den rene Gemytssygdom kan
bestaae tilsyneladende næsten uden Forvirring af Forestillingslivet. Men det er
kun en paa mindre udstrakt Bekjendtskab med sindssyge Former grundet Misforstaaelse,
naar det vel ikke sjelden troes, at denne tilsyneladende Mangel paa
usammenhængende eller forvirret Tale skulde gjøre denne Form til en mindre
fuldt udpræget Art af Sindssygdom eller mindre fuldt utilregnelig end f. Ex.
Manien. Den Stakkel, der Maaneder igjennem uafbrudt sidder sammensunken
i en Stol, leddeløs som en Dukke i alle sine Bevægelser, med lukkede Øjne, der
hverken taler eller rører sig, men maa mades og bæres, og om hvem kun Erfaringen
har lært, hvad de jævnlige Palpitationer røbe, at et indre oprørt, qvalfuldt
Liv skjuler sig under dette skindøde Ydre, og at Vedkommende oftest i
denne Tilstand baade opfatter, erindrer og kombinerer godt, er kun i en anden
og videre Udvikling af den Tilstand, hvormed vi her have at gjøre«. 2
»Ingen«, håbede erklæringen videre, »vil vel tvivle om en Saadans fuldkomment
sindssyge Tilstand, skjøndt Forestillingslivet ikke kan paavises væsenligt
at være usammenhængende eller forvirret. Det er ikke Delirier og forvir-
1 Sag 138 [J. H.—1860] (1861), p. 37.
2 Sag 138 [J. H.—1860] (1861), pp. 37-38.
763