BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Men samtidig gjorde en lige så betydelig og betydningsfuld forskel sig imidlertid
gældende i omgangen med det patologiske felt som de omhandlede psykiatriske
forfattere umiddelbart var fælles om. Nok delte de alle antagelsen om
at en sygelig fremmedgørelse af sindet kunne gøre sig gældende indenfor et
psykisk område hvis omfang negativt kunne defineres ved hjælp af den i samtiden
almindeligt gældende betydning af betegnelsen “moralsk” som Prichard
med sin sygdomsklasse havde bidraget til at udbrede og cementere i psykisk
sammenhæng. Både begæreevnerne og de affektive fakulteter angik i denne
forstand det moralsk-psykologiske område (“le moral”) der som tidligere behandlet
stod i modsætning såvel til menneskelivets rent legemlige aspekter som
til bevidsthedslivets rent intellektuelle evner og egenskaber. 1 Og nok delte de
nævnte psykiatere den forudsætning at det positive indhold af dette psykologisk-moralske
domæne havde at gøre med de psykiske livsytringer såsom begær,
attrå, instinkt, drift, lidenskab og tilbøjelighed: om end såvel Pinel som
Prichard syntes at antyde at domænet også kunne indeholde visse mere særegent
følelsesmæssige tilstande (e.g. »émotions«, »sentimens«; »feelings«, »affections«)
der ikke sædvanligvis hørte til »Begehrungsvermögen« som begreb
og som heller ikke optrådte hos hverken Jacobi eller Selmer. 2 Men hvor først
franskmanden og siden englænderen havde ladet dette patologiske felt danne
udgangspunkt for opstillingen af en uafhængig sygdomsklasse, således at »manie
sans délire« og »moral insanity« ved alene at karakterisere sig ved sygelige
forstyrrelser i menneskesindets psykologisk-moralske gebeter både adskilte sig
fra og stod selvstændigt på linje med de andre klasser af sygdomme, tjente den
fortrinsvise fremmedgørelse af begæreevnen hos Jacobi og Selmer et andet
formål i deres klassifikatoriske arbejde. Fremfor at udpege en enestående sygdomsklasse
fungerede den angiveligt som det organiserende princip for en hel
»Hovedgruppe« af psykiske sygdomme; og fremfor at stå sideordnet i modsætning
til manien og melankolien samt de resterende sygdomsklasser indlemmedes
med henvisning til begæreevnens fremmedgørelse netop melankolien og
manien i denne hovedgruppe, hvorimod de tilstande som Selmer skelnede
kommner Integrität des Vorstellungsvermögens ausgebe und diesen Sinn der Mania sine delirio beilege«
(p. 33).
1 Se KAP. 3, §8. Cf. også E. Littré: Dictionnaire de la langue française (1873-1874), art “MORALE”.
2 Cf. e.g. Deutschen Wörterbuchs von Jacob Grimm und Wilhelm Grimm [1853], s.v
641