BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

det alene kunnet lade sig gøre at pege på to forhold med hensyn til denne relation.
Med afsæt i asylstatistikken og med rimelig sikkerhed er det dermed dels
fremgået at manien og melankolien indenfor asylernes behandlingskultur fandt
et utvetydigt fællesskab i helbredelighedens mulighed i omtrent halvdelen af
sygdomstilfældene (med manien lidt over og melankolien lidt under) der ikke
umiddelbart hørte med til de traditionelle billeder hverken af det »totale Vanvid«
(eller »Galskaben«) og af det »Partielle Vanvid« som Selmer i 1842 havde
videreformidlet med oversættelsen af Prichard. Med afsæt i de anførte signalementer
af alternative former for mani og melankoli og med langt mindre sikkerhed
er det desuden fremgået at de to sygdomslidelser fremfor at relatere sig
til hinanden igennem det delvise afsind overfor det fuldstændige snarere begge
artikuleredes under hensyn til en sindstilstand der ikke vilkårligt kunne gå i
retning af det opstemte og exciterede eller det nedstemte og inhiberede. Som
det vil fremgå nedenfor, syntes der i nogle af de tidligere sygdomsinddelinger at
være tale om et mere omfattende fællesskab som ikke blot kunne give praj om
hvilken betydning den anførte polære modsætning imellem en mani præget af
opstemning og en melankoli mærket af nedstemning kunne have haft for de to
sindssygdommes bestemmelse, men som samtidig kunne sige noget om det der
efterhånden skulle blive manien og melankolien fælles relation til det afsindighedens
problem der i nærværende historie er skildret som en vedvarende og
gennemgående udfordring siden præsten Hagerup i 1801 gjorde sine tvivl gældende
om galskabens indflydelse på det selvmord den elegiske X begik.
Hvis accepten af en hypotetisk form for besvarelse af de nævnte spørgsmål
via tidligere diskvalificerede klassifikationssystemer udgør den ene forudsætning
for følgende fremstilling, er der imidlertid også en anden som ligger til
grund for de følgende paragraffer. Denne anden forudsætning, der samtidig
kunne betragtes som en strukturende ramme om fremstillingen, bygger på den
omstændighed at det forekom rigtigt, ikke blot for den forudgående og den
samtidige periode, men ligesådan for den efterfølgende tid, da Selmer i 1848
udnævnte Pinel til den autoritet »hvis System dog endnu stedse mere eller
mindre ligger til Grund for alle dem, der have havt en blivende Betydning«. 1
1 H. SELMER: “Daareanstalternes Bygningsforhold i Tydskland og England”, Bibliothek for Læger,
3:4 (1848): 35-105; p. 40. Se KAP. 3, §9.
599