BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

at beskæftige sig med spørgsmålet om en eventuel patologisk årsag, beskrev
som den mulige bevidsthedstilstand der viste sig som en længerevarende hensættelse
i generaliseret ulyst: »Naar deels Ikke-Behaget, som fortsat Ikke-
Tilfredsstillelses-Tilstand, deels Ildebehaget, som vedvarende Ildebefindende,
deels smertelig Tilstand, som vedvarende Lidelse, deels endelig Sorg eller Bekymring,
som vedvarende Græmmelse, udøver en saa nedstemmende Virkning
paa Sindet i det Hele, at Tilstanden uafbrudt fængsler Opmærksomheden og
svækker Livsinteresserne, saa at den gjør uimodtagsom for alt Oplivende, — da
indtræder en vedvarende Betagethedstilstand, der viser sig enten som et vedvarende
saakaldet ondt Humor, der kan stige til en almindelig Livslede, eller
som en vedvarende total Lidelsestilstand, der, naar den især har Sorgens
Natur, bliver en Tungsindighedens Tilstand«. 1
Tilsvarende med »Glæden«, når den i modsætning til den »reflecterende
Nydelse« netop ikke var en glæde over eller ved noget, men den glædens bevidsthedstilstand
i og for sig der lå i forlængelse af overgangstilstandene
»Førnøielse« og »Forlystelse« og som både omsluttede dem og pegede videre:
»Glæden er, jo mere den hersker heelt, desto mere reflexionsfri«, skrev
Sibbern i sin Psychologie fra 1843; »den løsner Sindet og bringer det til en
udeelt Hengivelse i en fri Udstrømmen af den opbølgende Leven, og er derfor
ikke heller især at søge i Nydelsernes Gebeet. Det enkelte Velbehags Oplivende
bringer os til at give os hen i et totalt Behag ved hele Tilværelsen overhovedet,
og dermed til en total Hengivelse i Følelsen af Livets Harmonie, med en vis
Forglemmelse af alt Specielt. Saaledes kan den føre til en total Løsning, Relaxation,
i hele Sindet, og denne yttrer sig da undertiden i Taarer, hvor da Taknemmelighedsfølelsen
ligger til Grund, men især slaaer den sig dog løs i
livlige Bevægelser, Munterhed, Overgivenhed, Lystighed, med Sang og andre
Udbrud, Skjemt, Spøg og Latter; ligeledes fører den naturligen til Velvillie,
Aabenhed, Tillid. Glæden gjør condial, og den Glade under hele Verden det vel.
Vi see her ogsaa Vigtigheden af at holde den glade Sindsstemning vedlige (hilaris
esto), med en Beredhed til, ja Oplagthed til, at tage Alt fra den bedste
Side«. 2
1 F. C. SIBBERN: Psychologie (1856), p. 420.
2 F. C. SIBBERN: Psychologie (1856), §104, pp. 345-46.
728