BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

psykologiske fakulteter, principielt skulle kunne beskrive enhver psykisk lidel-
se. 1
Selmers oversættelse fremhævede således hvordan en klassisk mani kunne
opstå ved en kombination af en forøget incitation i følelsen og tilsvarende eksaltation
i erkendelsen (1a + 2a), imens den traditionelle melankoli med delirium
skulle skyldes deprimeret følelse og eksalteret erkendelse (1b + 2a). Men
trods det at både Prichard og Selmer anerkendte eksistensen dels af den såkaldte
»simple Melancholi« forstået som »Nedslaaethed uden Affektion af Forstanden«
(1b), dels af den modsvarende »Mani uden Delirium« forstået som
»Voldsomhed i Villien og Drifterne« uden formelle forstyrrelser i tænkningen
(3a), placerede disse to sygdomsformer endnu ikke overfor hinanden som de
senere så karakteristiske psykopatologiske modpoler. Umiddelbart overfor den
simple melankoli lokaliseret i følelsens klasse stod derimod »uforholdsmæssig
Heftighed i Følelserne« eller »sygelig Voldsomhed af Lidenskaberne og Affekterne«
(1a), imens den simple mani der lokaliseres i viljens klasse stod overfor
»Svaghed eller Udygtighed i at ville« eller »moralsk Imbecilitet« (3b). Der er
således ikke tale om en polær begribelse af melankolien og manien.
Også i Selmer næste store oversættelsesprojekt var fakultetspsykologiens repræsenteret
i en psykiatrisk sammenhæng, om end den her udsattes for et mere
kritisk synspunkt. I den danske udgave af den tyske psykiatriprofessor Johannes
B. Friedreichs Den retslige Psychologi systematisk fremstillet for Læger og
Jurister fra 1846 hed det således: »Hvad man her allerførst maa være paa det
rene med, er om det overhovedet er muligt, at en enkelt sjelelig Funktion kan
være sygeligt afficere, medens de øvrige er normale«. 2 Svaret på dette spørgsmål
trak på to analogier hvoraf den første gik imellem det psykiske og det somatiske:
»Ligesom en enkelt af den somatiske Livsprocesses Funktioner ofte
kan hensygne uden at de andre behøve at lide, saaledes ogsaa de sjelelige evner«.
Med henvisning til en række iagttagelser af sindssyge patienter skulle
denne sammenhæng kunne gøre sig gældende således »at én Sjeleevne kan væ-
1 J. C. HEINROTH: Lehrbuch der Störungen des Seelenlebens oder der Seelenstörungen und ihrer
Behandlung (1818), bd. 1, pp. 248-49.
2 J.B. Friedreich: Den retslige Psychologi systematisk fremstillet for Læger og Juriste; Efter
Originalens andet Oplag [oversat] ved H. Selmer (1846), p. 221. Oversættelsen bygger på J.B. Friedreich:
System der gerichtlichen Psychologie (2. udg., 1842), pp. 384-85.
740