BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

De psykiatriske fremstillinger var imidlertid grundigere og mere detaljerede,
men stod overfor en problematik: det var som om maniens og melankoliens
somatiske symptomer ikke spejlede hinanden direkte, ligesom de var så “ukonstante”
at de ikke rigtig kunne give den kliniske information som symptomer og
tegn almindeligvis skulle kunne levere. I gruppen af »forstyrrelser i de somatiske
befindende« der var typiske for manien fremhævede distriktslæge Flindt
først og fremmest den hyppige tilstedeværelse af søvnløshed (agrypni): »Selv i
de manicalske tilstande, der vare halve år eller længere, kan sövnen være indskrænket
til mindre end et par timer i dögnet. Af en god nattesövn hos patienten
må man for øvrigt ikke vænte sig for meget; særdeles ofte iagttager man
netop efter en god sövn de hæftigste exacerbationoner af tilstanden«. 1 Og med
hensyn til ernæringen fandtes der ifølge overlæge Fr. Lange maniske patienter
for »hvem det for en Tid kan være vanskeligt at faa til at tage den fornødne Næring
til sig; men det er da, fordi det ligesom kan være dem umuligt at koncentrere
deres Opmærksomhed saa længe om den ene Opgave«. Gennemgående
skulle patienterne dog i modsætning til melankolikerne spise »med Graadighed«,
ligesom »Fordøjelsen foregaar hurtigt og let« og »Defækationen foretages
med en hensynsløs Ringeagt for alle sociale Vedtægter«. 2 Men, som Flindt
imidlertid anførte, så »ere de somatiske symptomer i höj grad inconstante«.
Selvom tungen ofte var belagt, var den »aldrig tör og skorpet«; men der er
jævnligt stinkende dårlig ånde (foetor ex ore) og ikke sjældent spytflåd (salivation).
»I nogle tilfælde er appetiten formindsket, i andre er den forøget til
umættelig grådighed. Ofte tørster patienten. Defæcationen er i regelen træg:
ofte er der hårdnakket obstipation til stede«. Endvidere var pulsen »snart normal,
snart langsom, oftest dog noget påskyndet, snarere lille end fuld«. Dertil
forekom ofte kraftig blodstigning til hovedet med rød ansigtsfarve (kongestion),
rødmen af det hvide i øjnene (injicerede conjunctivae), samt stærkt pulserende
temporalarterier; mindre almindelig fremstod ansigtet tværtimod meget
blegt. Med hensyn til de andre fysiologiske systemer var respirationen som regel
ikke påvirket, ligesom temperaturen i almindelighed var »normal eller no-
lig kunne gjøre et Menneske fortumlet, men ikke sjældent fremkalde vedvarende Sindssygdom« (p.
90).
1 N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers kliniske Optræden… (1885), p 119.
2 Fr. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper (1894), p. 39-40.
819