BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

let Anfald af Melankoli. Han havde tilbragt flere Aar i Altona i en civil Stilling
ved de der garnisonerende Tropper, og fulgte med dem til Dannevirke; skjøndt
Fjernelsen fra Familien, der blev tilbage i Altona, naturlig ængstede og bedrøvede
ham, vidnede dog hans Breve fra Slesvig endnu om en naturlig Sindsstemning.
Da kom hin ulykkelige Nat, da Dannevirke blev rømmet; den tilbragte
han paa en aaben Vogn, og da han om Morgenen steg ned for ei at fryse stiv,
benyttede Kudsken sig af Leiligheden til at fjerne sig med Vognen og al hans
Bagage. Ankommen til Als brød Sygdommen snart frem, “han var Desertør”
paastod han, “og ventede hvert Øieblik at blive stillet for en Krigsret og skudt”.
Han blev derfor sendt til sin Familie paa Sjælland, og da hans Tilstand der
holdt sig uforandret, bragtes han hertil.
»Ved Indlæggelsen frembød han et udtalt Billede af den karakteristiske Sygdomsform
melancolia attonita, han sov ikke, talte ikke, spiste ikke, stod som en
Billedstøtte, kun visende en konsekvent Modstand mod enhver Bevægelse, han
var ikke at formaae til at sidde, skulde han gaae, maatte to Opsynsmænd føre
ham, Natten tilbragte han i den mest ubekvemme Stilling med Hovedet hævet
fra Puden; medens man med megen Vanskelighed kunde faae ham til at nyde
lidt Brød, Kaffe, noget af sin Formad og nogle Smaakager, var det aldeles umuligt
at indgive ham det mindste Stykke Kjød, krampagtig bed han Tænderne
sammen, medens det dødblege med Angstens Sved bedækkede Ansigt udtrykte
den høieste Grad af Fortvivlelse og Rædsel (senere fortalte han mig, at Grunden
hertil var den, at hans Hallucinationer havde foregjøglet ham, at Kjødet var af
hans Børn, som han skulde fortære til Straf for sin formentlige Forbrydelse).
Tungen stærkt belagt, ildelugtende Aande, tympanitisk Underliv, haardnakket
Forstoppelse; de øvrige Organer normale.
»Behandlingen gik ud paa at regulere hans Fordøielse og skaffe ham Søvn.
Allerede den 22de var han en Del bedre, han spiste al sin Mad, forlangte selv at
komme ud i Haven, kunde ryge sin Pibe, sov ganske godt, læste vel ikke Aviserne,
men udspurgte en anden Patient om Dagens Begivenheder; med Lægen vilde
han kun tale om sine sygelige Forestillinger “han var ikke syg, men saa fortrykt,
saa unyttig, han maatte have begaaet en stor Forbrydelse, sin Pligt havde
han altid forsømt, hans stakkels Familie o. s. v.”
589